Svend Aage Christiansen har ansat tidligere ejer af Komdrup/St. Arden Maskinstation og udvider dermed i Østhimmerland
Efter Danske Bank den 26. februar klokken 8.00 trak
stikket for Komdrup/St. Arden Maskinstation, Kongerslev, er maskinstationen nu
på vej til igen at køre for deres kunder.
- Banken ønskede ikke længere at stille finansiering til
rådighed for os, selvom vi troede, at vi havde en aftale, siger tidligere
indehaver af Komdrup/St. Arden Maskinstation, Allan Christensen.
Men han er nu ansat hos Svend Aage Christiansen
Maskinstation, Jerslev, som støtter op om at køre i området igen.
Allerede nu er der gyllevogne i gang i marken for tidligere kunder
hos Komdrup/St. Arden Maskinstation.
Svend Aage Christiansen Maskinstation dækker dermed hele
Vendsyssel og Østhimmerland.
Allan Christensen oplyser desuden, at kunderne har bakket
utroligt flot op i den svære tid.
- De kan bare ringe på telefon 25 23 66 56, så finder
vi ud af noget, siger han og understreger, at der ikke er noget at være nervøs
for:
- Vi kommer ud at køre igen.
Svend Aage Christiansen udvider
Svend Aage Christiansen bekræfter, at han har ansat Allan
Christensen.
- Allan skal nu varetage vores interesser i området og
forhåbentlig få så mange kunder, som tidligere blev betjent af Komdrup/St.
Arden Maskinstation, over til os, siger han.
Lige nu er det Svend Aage Christiansens maskiner, der klarer arbejdet også i Østhimmerland, men der skal selvfølgelig indkøbes flere maskiner.