Tryg overtager Codans landbrugskunder
Codan afvikler sit landbrugsengagement og overlader de 1.600 kunder til Tryg
Samtidig afvikler Codan sit landbrugsengagement for at fokusere på selskabets prioriterede segmenter.
- Tryg har gennem årene opbygget stor ekspertise inden for landbrugsområdet båret frem af dygtige, specialiserede medarbejdere og et effektivt og dedikeret servicecenter, der hver dag arbejder fokuseret med at rådgive vores kunder inden for dansk landbrug, siger Søren Hjortflod, salg- og servicedirektør for Erhverv i Tryg i en pressemeddelelse.
- Vi ser frem til at kunne byde Codans landbrugskunder velkommen i Tryg og glæder os til at tilbyde dem den samme gode service og rådgivning i høj kvalitet, som vores eksisterende kunder allerede kender os for, fortsætter Søren Hjortflod.
Med aftalen overtager Tryg retten til at ny- og omtegne Codans kunder på Trygs egne forsikringsbetingelser. Dette vil kunne ske med det samme eller i takt med, at kundernes eksisterende aftaler med Codan udløber.
Tryg og Codan har i tillæg indgået en administrationsaftale, der betyder, at Tryg indtil omtegning eller udløb viderefører administrationen med Codans landbrugsportefølje på de nuværende betingelser. Skadesager er undtaget af aftalen og vil fortsat håndteres af Codan.
- Vi er glade for, at vi med aftalen med Tryg har sikret vores kunder en fortsat stærk og aktiv samarbejdspartner, som indgående kender landbrugets betingelser og vilkår. Derfor anbefaler vi, at vores landbrugskunder rekvirerer et forsikringstilbud fra Tryg, siger Anders Hestbech, erhvervsdirektør i Codan.
Sammen med ny- og omtegningsretten overtager Tryg i alt otte erfarne medarbejdere fra Codan.