Første spadestik er taget til nyt traktor-land
Deutz-Fahr Land i Lauingen i Tyskland skal blandt andet være hjemsted for en topmoderne traktorfabrik
Lauingen i tyske Bayern er i forvejen hjemsted for en af Deutz-Fahrs store traktorfabrikker.
Nu er første spadestik taget i Lauingen til et nyt industriområde, der er dedikeret til Deutz-Fahr – og som blandt andet skal huse en topmoderne traktorfabrik og et stort besøgscenter med uddannelsesfaciliteter til medarbejdere og forhandlere fra hele verden.
For at kunne etablere og udvikle Deutz-Fahr Land har man opkøbt et meget stort industriareal på 125.000 kvadratmeter. Det ligger op ad den nuværende Deutz-Fahr fabrik og administrationscenter.
Det nye produktionsanlæg bliver bygget som et L-formet bygningskompleks på 40.000 kvadratmeter fabriksareal.
- Med udvidelsen vil man i Lauingen kunne producere cirka 8.000 traktorer pr. år – vel at mærke i ét arbejdsskift, så Deutz-Fahr kan hurtigt forøge kapaciteten i takt med udviklingen i markedsandelen, lyder det i en pressemeddelelse.
Når anlægsarbejdet er færdigt i 2016 vil fabrikken, testområdet og det nye besøgs- og træningscenter lægge beslag på et areal på i alt 340.000 kvadratmeter, hvoraf de 138.000 kvadratmeter vil være under tag.
Den samlede investering bliver cirka 75 millioner euro.
Podcast
Alle afsnitAlle podcasts her er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens – både lyd og manuskript. Indholdet bygger på Effektivt Landbrugs egne artikler og er redaktionelt gennemgået.






































