Med en smågriseafregning på mellem 800 til over 1.000 kroner stykket kan det ikke gå helt galt at være svineproducent.

Det ræsonnerede de to spanske landmandsbrødre David og Jose Manuel Barrio sig frem til og gik for otte år siden i gang med at ombygge familiens gamle landbrugsejendom til moderne smågriseproduktion.

Gården ligger i landsbyen San Pedro de Gaillos – en god times kørsel nord for hovedstaden Madrid i det centrale Spanien.

- At spise hele pattegrise, som ikke har kendt til andet end mælk fra soen, er en regional luksus-delikatesse, som folk kommer rejsende langvejs fra for at smage, fortæller 40-årige David Barrio, mens han viser rundt i sine moderne sostalde.

Mange regler for pattegrisene

Det har alle dage været betragtet som en stor luksus at spise så unge dyr, og både restauranter og de særlige slagterbutikker, der sælger de slagtede pattegrise, tager sig godt betalt.   

- Men der er også mange regler omkring søerne og smågrisene, som vi skal overholde, fortæller David Barrio. For eksempel skal alle vores søer fodres med et særligt og dyrt foder. Smågrisene må til gengæld absolut intet foder eller hjælpestoffer få af nogen slags. Kun den rene somælk og intet andet.

Pattegrisene skal også være helt hvide uden nogen form for pletter, så krydsning med brune eller sorte svin er ikke muligt.

Produktiviteten er derfor lavere med de særlige regler om avl og fodring, som det kendte brand kræver.

- Vi ligger på omkring 24-25 grise pr. årsso og ved godt, at det er langt under dansk standard, siger David Barrio.

Vil fordoble inden fem år

Brødrene Barrio driver i dag to gårde, der ligger i to tætbyggede, men ret faldefærdige og mennesketomme landsbyer.

På begge gårde har de bygget en stribe nye stalde i forbindelse med opstart af mærke-grisene. Til de to gårde med hver cirka 500 søer er der et stort antal småmarker på samlet godt 70 hektar spredt over et større område.

- Vi skal have gylleaftaler svarende til besætningens størrelse, men vi behøver ikke eje jorden selv, oplyser Davis Barrio, der er fælles med sin 45-årige bror og to medhjælpere om både staldene og markopgaverne.

- Vores mål er at fordoble det nuværende soantal til omkring 2.000 søer inden for fem år – fortsat med levering af alle smågrise til slagtning.

Mangler fornyelse

Brødrene har hele deres liv arbejdet med landbrug, men nogen egentlig landbrugsuddannelse er det ikke blevet til.

Det er typisk for spanske landmænd, og egentlige landbrugsskoler findes stort set ikke.

- I de ældste klasser i skolen vælger man et fagspeciale, og ofte suppleres det med ét eller to år på en privat teknisk skole – betalt af egen lomme, fortæller Victor Moreno, der er med på rundgang i staldene.

Han har selv betalt sit skoleophold, og er nu ansat af det danske SPF-selskab til at sælge dansk genetik til spanske svineproducenter.

Unge, spanske landmænd arbejder sjældent i udlandet, og de fleste er hjemme på familiefarmen hele deres liv.

Overgår til firmaer

Antallet af familielandbrug er derfor i lodret fald netop i disse kriseår i Spanien på grund af manglende fornyelse og innovation.

- Inden for de seneste år har store firmaer opkøbt stort set alle familielandbrug, der mere eller mindre frivilligt er kommet til salg, siger Victor Moreno, der vurderer, at de typiske jordpriser ligger mellem 50.000 og 100.000 kroner pr. hektar.

Han forudser i øvrigt, at al husdyrproduktion i Spanien om ganske få år er ejet af disse firmaer.

- Firmaerne bygger få, men store og moderne staldanlæg med minimum 2.500 søer og helst meget mere. Her ansætter de så de tidligere landmænd, og bygger endda bolig til dem ved staldanlæggene.

Kraftig strukturudvikling

- Vi ville gerne fortsætte som familielandbrug, siger Barrio-brødrene. Og den eneste mulighed for os var at slå over på en højværdiproduktion.

Med deres oprindelige 500 søer ville ingen af de nye, store landbrugsfirmaer indgå aftaler med dem. De skulle op på mindst 2.500 søer for at få et samarbejde i gang med ét af de tre regionale firmaer.

- Strukturudviklingen går virkelig stærkt lige nu i spansk landbrug, og landmændene har tre muligheder: At tilslutte sig ét af de store firmaer, skifte til højværdiproduktion – begge dele kræver en kontraktaftale – eller stoppe produktionen – luk gården og lad den falde sammen af sig selv.