Man skal have øje for genbrug og genanvendelse, når forladte og forfaldne huse skal rives ned.

Det mener man i hvert fald hos Danske Byggematerialer under Dansk Byggeri. Direktør for Danske Byggematerialer Jette Snoer peger således på, at nedrivning bør ske med omtanke:

- Der er tonsvis af materialer i de forladte huse, som kan bruges igen i nye huse. Mursten, ledninger, rør og andre ting kan potentielt gøre gavn i nybyggeri eller renoveringer – enten som genbrugsmaterialer eller eksempelvis nedsmeltet til genanvendelse. Og det er en ressource, vi ikke må lade os glide af hænde.

Ifølge Dansk Byggeri vurderes omkring 60.000 huse rundt i landet at være modne til nedrivning. De fleste af dem findes i de mindre byer i yderområderne af landet.

Organisationen oplyser, at Skive Kommune har kørt projektet Genbyg Skive, der fokuserer på genbrug af byggematerialer fra nedrivning. Her vurderer man, at et typisk hus fra 1950’erne på 80 kvadratmeter giver 160 tons materialer, der kan genbruges.

Jette Snoer pointerer dog, at det kan være en rigtig god idé at rådføre sig med fagfolk, inden man går i gang med nedrivningen. I nogle huse kan der nemlig eksempelvis være miljøskadelige stoffer.