Hydraulisk hjultræk på den store klinge
Ny generation af Samson gyllevogne har fået fuldhydraulisk hjultræk og går op i hjuldiameter
- Flere og flere af vores kunder vælger at få leveret gyllevogne med fuldhydraulisk hjultræk, hvor begge hjul på den midterste aksel er forsynet med hydraulikmotor. Fordelene ved at overføre en del af traktorens trækkraft til gyllevognen er blandt andet, at denne løsning giver færre skader i marken. Det giver eksempelvis bedre muligheder for at udbringe gylle i fugtigt vejr – uden at traktor og gyllevogn efterlader spor. Når gyllevognen er »selvkørende«, vil den også give mindre jordtryk, forklarer teknisk produktchef, Søren Mejlstrup Jensen fra Samson Agro.
Den nye fuldhydrauliske hjultræksløsning til PG II er opbygget med en komplet pumpeenhed, der monteres i traktorens tre-punktsophæng. Pumpeenheden er forbundet til gyllevognen via hydraulikslanger. Herved er den store vidvinkel-kraftoverføring mellem traktor og vogn fjernet. Det reducerer smøre-intervaller og øger levetiden på kraftoverføringen væsentligt. Det reducerer desuden vibrationerne fra transmissionen til et minimum. Ligesom transmissionen ikke påvirkes, når der drejes skarpt – selv under fuld belastning.
Fuldautomatisk
Det nye system i hydraulisk hjultræk udmærker sig ved at være fuldautomatisk reguleret. Den ønskede effekt indtastes blot i styrecomputeren, hvorefter systemet opretholder denne effekt automatisk. Det giver den store fordel, at når man kommer til en bakke, og farten reduceres, fordi trækkraftbehovet øges, så øges momentet også på hjultrækket. Hermed arbejder hjultrækket hårdt, når der er mest brug for det.
Trækket er udstyret med et to-gearsystem fra den finske motorproducent Sampo. Gearskiftet foregår fuldautomatisk, og hjultrækket kan til- og frakobles under fuld belastning. Samson har eksklusivret på dette system til gyllevogne. Det hydrauliske hjultræksystem er desuden udbygget, så det også tilbyder en bakfunktion. Det er en stor fordel, hvis man kører fast i marken. En gyllevogn forsynet med det nye hjultræk kan nemlig i mange tilfælde bakke sig ud af den fastkørte situation.
Skånsomme dæk
Samson PG II-serien er i forhold til Samson PG-serien udstyret med større hjul. Mange PG II-gyllevogne bliver monteret med Alliance 390 dæk. Med større hjul mindskes rullemodstanden, og man opnår en større trædeflade med færre køreskader og mindre marktryk til følge.
- De store Alliance dæk i 390 blokmønster til Samson PG II har dimensionen 800/60R32. De er altså monteret på en 32 tommer fælg, hvorimod de seks centimeter lavere dæk på Samson PG-serien er monteret på 34 tommer fælge. Resultatet er dæk, der ved 2,4 bar indeholder yderligere cirka 250 liter luft. Alligevel er de store Alliance 390 dæk meget stabile, og vi fornemmer, at de giver et fladt og skånsomt tryk i marken. Der er vigtigt, at dæk på store vogne har en stor volumen af hensyn til marktrykket. Vi hører også fra kunderne, at de er glade for de store hjul med mindre rullemodstand, og et dæk med en stor trædeflade som i Alliance 390 blokmønsteret virker til at være slidstærke, siger Søren Mejlstrup Jensen.
Test udført på danske maskinstationer af den danske Alliance importør, Nordisk Dæk Import, viser i øvrigt, at Alliance 390 »løber« lettere i marken og slides mindre sammenlignet med andre kendte dækfabrikater.






































