Det falder flere Facebook-brugere for brystet, at dagligvarekæden Fakta har sænket prisen på mælk.

- Man skåler, når der er noget at fejre, skriver Fakta på sin Facebook-side, og det har fået mange Facebook-brugere til at kritisere kæden.

- Og hver gang man så køber en liter mælk i Fakta, skal man så glæde sig over at endnu en landmand er gået konkurs? Var det ikke bedre at Fakta gjorde sit til at støtte de danske bønder? Lad da mælken koste det den reelt bør koste, så vi kan blive ved med at drikke mælk fra danske køer, produceret af danske landmænd, skriver en bruger eksempelvis.

Fakta peger på økologisk mælk

Og onsdag formiddag svarede Fakta så igen på Facebook-siden:

- I fakta har vi respekt for forskelligheden. Derfor tilbyder vi billig mælk til dem, der foretrækker det, og økologisk mælk til dem, der foretrækker det. Synes man som forbruger, at det er vigtigt, at landmændene får en højere pris for deres mælk, skal man købe den økologiske.

- Alternative løsninger tror vi ud fra vores erfaring heller ikke vil fungere i virkeligheden. Hvis vi solgte mælk, der er dyrere end vores konkurrenter, er der en stor sandsynlighed for at kunderne går derover. Men vi er åbne og følger udviklingen.

- Hvis det viser sig, at der for første gang er et folkekrav om højere priser på mælk af hensyn til landmændene, vil vi være åbne for at sætte priserne op. For grundlæggende synes vi også, at et kvalitetsprodukt som mælk sælges for billig, skriver Fakta blandt andet på siden.

Dagligvarekæden Rema 1000 har tidligere besluttet, at man her hæver prisen på mælk med 50 øre.