Arla har præsenteret sin nye strategi, hvor man fremadrettet blandt andet vil fokusere på seks specifikke markedsregioner
At excellere i otte mejerikategorier. At fokusere på seks
markedsregioner. At vinde som et samlet, effektivt Arla.
Det er de tre hovedpunkter i den nye koncernstrategi, ”Good
Growth 2020”, som Arlas bestyrelse og koncernledelse nu har offentliggjort.
- Vi lancerer en ny strategi, men ikke et radikalt skift i
den retning, som Arla bevæger sig i. I de seneste år har vi forberedt os på
dette øjeblik ved at udvide vores størrelse og kompetencer. I Strategi 2020 vil
vi fokusere endnu mere på organisk vækst og varemærkevækst gennem innovation,
som tager udgangspunkt i forbrugernes og kundernes behov Det vil hjælpe os med
at skabe den største værdiskabelse ud af vores ejeres mælk, forklarer
administrerende direktør i Arla Foods,Peder Tuborgh.
Voksende mælkemængde
Han oplyser, at Arlas mælkemængde siden 2007 er vokset fra
otte til 14 milliarder kilo gennem fusioner og - siden april i år - gennem
organisk vækst i mælkeproduktionen, idet EU's mælkekvoter er bortfaldet. Det
forventes, at Arlas landmænd vil øge deres produktion med yderligere 2,5
milliarder kilo mælk frem mod 2020.
- Vi har analyseret behov og tendenser på tværs af
mejerikategorier i hele verden og har matchet dette med vores egne største
styrker. Det har ledt os til at forfølge otte specifikke kategorier, hvor vi
mener, at Arla kan udvikle en førende position globalt eller regionalt.
De otte produktkategorier er smør og blandingsprodukter,
smørbar ost, specialoste, mælkebaserede drikke, yoghurt, mælk og pulver samt
mozzarella.
Russisk marked er attraktivt
Samtidig vil Arla altså fokusere på seks markedsregioner:
Europa, Mellemøsten, Kina, Rusland, Nigeria og USA.
- Vi er fortsat overbeviste om, at Rusland på et tidspunkt
vil genåbne deres samhandel med EU, hvilket fortsat vil gøre Rusland til et
interessant og attraktivt marked for Arla, konstaterer Peder Tuborgh og
tilføjer:
- Det er ikke sådan, at vi trækker os ud af de markeder,
der ikke er fremhævet, men vi ønsker at fokusere vores innovation,
investeringer og kompetencer på vores seks udpegede hovedmarkeder.
Et andet selskab
Endelig peger Peder Tuborgh på, at Arlas fusioner og opkøb
har givet ændringer i selskabet:
- Vi er et andet selskab end tidligere. De sidste par år
har vi forberedt Arla på at agere som globalt fødevareselskab, og fordelene
skal høstes i de kommende år. Fremadrettet vil vores produktionskæde blive
langt mere effektiv, da vi etablerer en fælles europæisk mælkepulje, der skal
udnyttes fra et mere holistisk perspektiv på tværs af koncernen.
Arla Foods er ejet af 12.700 landmænd fra Danmark,
Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Holland og Luxemburg.