Fagudstillingen Have & Landskab skal have ny udstillingsleder.

Udstillingslederen gennem 15 år, Kristian Larsen, har nemlig fredag besluttet at trække sig fra hvervet.

Og ifølge bestyrelsesformand Palle Kristoffersen stiger udstillingslederen af på toppen:

- På vegne af bestyrelsen vil jeg gerne sige tak til Kristian for de mange års gode indsats.  Kristian har siden 2001 stået i spidsen for otte succesfulde udstillinger og har i høj grad været med til at udvikle Have & Landskab til den succes, den er i dag.

Kristian Larsen selv uddyber:

- Det er 15 år, som jeg vil huske tilbage på med stor glæde, og selvom det selvfølgelig er vemodigt at forlade alt det, så er det det rigtige tidspunkt for mig at sige farvel.

Velbesøgt udstilling

Der er endnu ikke fundet en afløser for Kristian Larsen.

Have & Landskab 2015 blev den ind til nu mest velbesøgte i udstillingens 24-årige historie. 10.829 gæster lagde således vejen forbi udstillingsarealerne i Slagelse.

Have & Landskab finder sted på ulige årstal den sidste onsdag, torsdag og fredag i august – og næste gang i 2017 fra 30. august til 1. september.