- Ruslands beslutning om at indføre kvoter for importen fra den øvrige verden er et klart skridt i den forkerte retning og stik imod alle intentioner om nedbrydning af handelsbarrierer, som de forestående WTO-forhandlinger skal leve op til.

Det siger formanden for Danske Slagterier, gårdejer Bent Claudi Lassen, ifølge Danske Slagteriers presse- og informationaafdeling.

- Rusland er et vigtigt marked for dansk svinekød, og et marked, som byder på spændende ekspansionsmuligheder, og derfor må vi håbe, at præsident Putin vælger ikke at følge den indstilling, som den russiske regering har fremlagt, påpeger Claudi Lassen.

Den danske eksport af svinekød har andraget ca. 110.000 tons til en værdi af godt en milliard kr. Den samlede russiske import har i 2001 været på ca. 400.000 tons, hvilket giver Danmark en andel på godt en fjerdedel af landets samlede import.