- Jeg ved godt, det er usædvanligt, at fritidslandmænd gør meget ud af bygningerne – eller ligefrem bygger nyt. Men jeg mener, at mange flere burde gøre det, siger Anders Larsen (34), der sammen med sin kone, Henriette (31), for syv år siden overtog hans fødehjem, Vestergaard, der ligger i Vesterskov ved Pederstrup i Ringe Kommune.

- Mange køber en ejendom med lidt jord, fordi de gerne vil bo i landlige omgivelser og eventuelt have et par heste, får eller andre dyr, fortsætter Anders Larsen. Men tit ser man, at de ubrugte bygninger bare står og forfalder. Eller også går folk og bruger en masse penge og arbejde på at reparere og måske endda bygge videre på de gamle bygninger, der ofte er både utidssvarende og dyre at vedligeholde.

- For et år siden besluttede vi at gå en anden og lidt mere utraditionel vej, nemlig at vælte de gamle bygninger og i stedet bygge en ny lade med plads til maskiner og eventuelt noget korn. Samtidig kunne vi udnytte muligheden for straksfradrag, ligesom vi ville opnå en betydeligt billigere bygningsvedligeholdelse.

Landbruget, som parret driver i deres fritid, omfatter 14,2 ha plus to ha i forpagtning. Besætningen, der har til huse i en mindre staldbygning fra 1929, som er bevaret, består i al sin enkelhed af fem får samt produktion af 15-20 slagtesvin om året.

I marken dyrkes korn samt en smule raps. Der er maskinsamarbejde – og en vis grad af maskinfællesskab – med en nabo. I sommeren 2002 købte Anders Larsen en brugt 14 fods Dronningborg mejetærsker, hvormed han høster både for sig selv og for nogle naboer. Og muligheden for at få mejetærskeren og gårdens øvrige maskiner i hus var en medvirkende årsag til det usædvanlige nybyggeri.

- Da vi overtog ejendommen, rummede kostaldslængen hovedsageligt brænde samt et gammelt karlekammer og et værksted. Maskinerne var i laden, men det hele var upraktisk i brug og dyrt i vedligeholdelse.

- 1. maj 2002 begyndte vi at brække de gamle bygninger ned. Helt nøjagtigt nedrev vi 539 m² og opførte i stedet en ny ladebygning på 541 m². Nedbrydning af de gamle bygninger samt opførelse af den nye lade, der er købt gennem Ringe Købmandsgård, har i alt kostet ca. 470.000 kroner. Der ud over har vi selv lavet en hel del arbejde. Nu mangler vi blot at få støbt gulv og indrettet garage.

Taghældningen er 30 grader mod normalt 20 grader. Det giver en højere rejsning, der harmonerer med stuehusets taghøjde. Samtidig giver det mere plads inde i bygningen til høje maskiner, blandt andet mejetærskeren.

Den nye bygning skærmer mod vestenvinden og dækker samtidig for den gamle svinestald, så denne ikke kan ses fra vejen. Fjernelsen af de gamle længer har givet en vid udsigt mod nord fra stuehuset og har samtidig muliggjort etableringen af en større gårdsplads med gode muligheder for at vende med biler og andre køretøjer.

- Svaret må være, at vi kan lide at bo på landet og arbejde med jorden og maskinerne. Samtidig vil vi gerne have både pæne og praktiske omgivelser. Derfor valgte vi at bygge nyt. Det er nok lidt usædvanligt, men vi har en rimelig økonomi, og vi tror på, at det på længere sigt vil vise sig at være en fornuftig beslutning. – Som mange flere måske burde overveje.