Det økologiske mejeri Naturmælk i Broderup ved Tinglev fik en økonomisk lussing, da det mistede FDB, men i dag sælger mejeriet lige så meget som før tabet af FDB, og det begår aldrig mere den fejl at lægge 80 procent af sine æg i samme kurv.

Naturmæk venter heller ikke problemer, fordi nogle af dets stiftere presset af økonomien går tilbage til konventionelt landbrug.

– Der er jo stort overskud af økomælk i øjeblikket, siger mejeribestyrer Leif Jørgensen, Naturmælk. Vi har siden FDBs farvel haft en jævn stigning i salget af vores produkter, og vi er blevet synlige i den del af dagligvarehandlen, hvor fokus mere er på kvalitet end på pris.

– Selvfølgelig betyder det noget, når et økologisk produkt koster lidt mere end et standardprodukt, men der er en gruppe kunder, som godt vil betale for kombinationen kvalitet og økologi. Så er det vores opgave at levere varen og være fleksible over for kundernes ønsker om nye produkter. Dem kan de store standardsystemer ikke honorere på samme måde.

– Det er ikke problemløst, men det skal heller ikke skjules, at der har været konstant fremgang på det danske marked. Eksporten har været mere svingende, blandt andet fordi der blev fundet et giftstof i nogle tyske produkter. Forbrugerne skelnede ikke mellem produkterne, så det ramte også danske økologer. Og i England er vi løbet ind i en britisk tendens til at prioritere egne økologiske produkter.

– Samtidig har en del frie Kvicklyer og Superbrugser i Århus-området og i Sønderjylland administrativ styrke til at aftage mælk fra to leverandører – hvor vi er den ene – og dermed yde en bedre service ved at give deres kunder et reelt valg.

På osteområdet har Naturmælk en kædeaftale med Coop Danmark, og samtidig har mejeriet langsomt opbygget et net af grossister, som nu dækker næsten hele landet.

– De melder om stigende salg, slutter Leif Jørgensen. Vores smørsalg fordeler sig med 40 procent i Danmark, 40 procent i Tyskland og 20 i England, og det økologiske marked er igen stigende i Tyskland, så vi tager hul på det nye år med betydelig optimisme.