Pris til TV-program om »mad med mere«
(LANDBRUG SYD) TV Syd er blevet påskønnet for et »seværdigt, oplysende og tankevækkende program«.
Landbrugets Kulturfond har givet TV Syd ved redaktør Flemming Nørgaard en påskønnelse på 10.000 kroner for programmet Mad Med Mere, der over tre år er sendt 50 gange.
Begrundelsen er, at MMM-redaktionen laver »seværdigt, oplysende og tankevækkende tv om et væsentligt emnekompleks, som berører os alle. Det sker med respekt for tre afgørende forhold for mediet: Gode billeder, identifikation og fascination.«
Prisen blev overrakt på TV Syd i Kolding af formanden for Landbrugets Kulturfond, godsejer Chr. N. B. Ulrich, i sidste uge. Fondsbestyrelsens øvrige medlemmer er forfatter Knud Sørensen, filminstruktør Morten Arnfred, maler Poul Anker Bech, højskolelærer, cand. theol. Eva Skærbæk, forstander Georg Nielsen, sognepræst Lone Olsen og husmand Svend Erik Jakobsen.
Fonden kan ikke søges. Bestyrelsen finder selv sine modtagere. Det er fondens formål at støtte initiativer til fremme af landbokulturen i videste forstand og bidrage til forståelse af dens værdier – såvel i landdistrikter som i det øvrige samfund.
Der er i billeder og interviews fortalt også om dyrevelfærds- og miljøforhold, om økologi og genteknologi, om fødevaresikkerhed, om uddannelse og beskæftigelse.
– Poesien på landet er ikke glemt, men heldigvis heller ikke behandlet enøjet. Den moderne landmandsfamilie er blevet portrætteret i en virkelighedsnær dagligdag præget af forbrugerkrav til kvalitet på den ene side og økonomiens ubønhørlige love på den anden. Mad Med Mere viser et stykke dansk dagligdag, som den er. Det sker i et roligt tempo, men samtidig så fængende, at programmet hører til de suverænt mest sete i TV Syds dækningsområde. Derfor påskønnelsen fra Landbrugets Kulturfond, sagde Chr. Ulrich og glædede sig over, at det netop er besluttet at sende Mad Med Mere også i 2003, 10 programmer i foråret og 10 efter sommerferien.