Danmark klar til pløje-VM

Det er et stærkt hold, der skal repræsentere de danske farver ved det 50. verdensmesterskab i pløjning, som finder sted i Canada den 22.-23. august.

I dagene fredag den 22. og lørdag den 23. august afvikles det 50. verdensmesterskab i pløjning i Guelph, der ligger i delstaten Ontario i Canada.

Det første pløje-VM blev afholdt i Canada i 1953. Dengang var Danmark repræsenteret i verdenspløjeorganisationen WPO’s bestyrelse af Paul Bildsøe Hansen, der tillige fungerede som træner for de danske deltagere.

27-årige Søren Korsgaard, der er fra Mejrup ved Holstebro, er med ved VM for første gang, efter at han sidste år blev danmarksmester på vendeplov. Før den tid blev Søren Korsgaard i 1997 junior-danmarksmester, ligeledes på vendeplov. Søren Korsgaard pløjer med en Kverneland vendeplov og en Case IH traktor.

Som træner for det danske hold - og dommer ved VM - deltager den dobbelte verdensmester Henry Thegen fra Assentoft Mark ved Randers. Desuden er de danske farver repræsenteret ved Lars Gammelvind fra Vind ved Holstebro, der er bestyrelsesmedlem i WPO.

Carl Allesø blev ansat som WPO’s generalsekretær i 1993, og hans første store opgave som ansvarshavende var VM-stævnet i New Zealand i 1993. Carl Allesøs sidste VM bliver næste år, i september 2004, i Londonderry, Nordirland.

Efter VM i 2004 udløber Carl Allesøs kontrakt med WPO, og hans efterfølger som generalsekretær bliver efter alt at dømme hollænderen Hans Spieker.

Bortset fra en enkelt Kongskilde, en Lemken og en Althaus er alle de benyttede plove ved årets VM Kverneland. I den forbindelse peger Carl Allesø på, at Kverneland yder en særdeles fin service over for Kverneland-pløjerne verden over.

I den udstrækning, pløjerne ønsker det, får de en fabriksejet specialplov stillet til rådighed ved VM. Og de, der vil pløje med deres egen plov, kan blot sende den til Norge, så sørger Kverneland for at transportere den til VM-stævnet.

Flere af traktorfirmaerne yder i øvrigt også en udstrakt service over for VM-pløjerne.

Blandt generalsekretærens mange opgaver i forbindelse med VM er ledelsen af et internationalt hold på otte »head stewards«, som etablerer dommerhold og i øvrigt styrer pløjningen og sikrer maksimal retfærdighed under afviklingen af VM.

Efter VM-stævnet regner Carl Allesø med at være hjemme i Danmark igen tirsdag den 26. august.

Læs også