Skifte i toppen af nordisk landbrug

(LANDBRUG SYD) Peter Gæmelke overlader posten som præsident for NBC til sin norske kollega, Bjarne Undheim.

De kommende to år sidder der en nordmand i toppen af nordisk landbrug. Posten som præsident for NBC, Nordens Bondeorganisationers Centralråd, er nu lagt i hænderne på Bjarne Undheim, chef for det norske Bondelag.

Han afløser Peter Gæmelke, der har haft posten som præsident for de nordiske landmænd siden 2001. Ledelsen går på skift mellem de nordiske lande, der hver har posten i to år.

Skiftet skete efter de fem nordiske landes landbrugsorganisationer udvidede præsidiemøde i Kolding torsdag og fredag. Om sin periode som formand for sine nordiske kolleger siger Peter Gæmelke:

- Jeg har haft en god tid som præsident for NBC. I Danmark har vi altid lagt stor vægt på internationalt samarbejde. Det er klart, at vi har vores hovedinteresse inden for EU, men også de nordiske lande har vi interesse i at samarbejde med, fordi vi i Norden er meget på bølgelængde i vigtige spørgsmål og har stærke kulturelle og sproglige bindinger. Det forhold, at vores virksomheder i stigende grad fusionerer og samarbejder over landegrænser, giver en yderligere dimension i samarbejdet, siger Peter Gæmelke, der dog stadig kan skrive præsident på visitkortet – for Landbrugsraadet og den europæiske landbrugsorganisation COPA.

NBC er stiftet helt tilbage til 1934, stærkt inspireret af landbrugskrisen i mellemkrigsårene, og med sine snart 70 år er NBC den ældst kendte landbrugsorganisation.

Næsten 100 personer deltog i arrangementet hos Tove og Peter Gæmelke, der var begunstiget af vejrguderne. Solen skinnede flot, og der var dækket op i gårdens dejlige have, hvor der var rigeligt med mad fra dansk landbrug.

Aftenen bød også på forskellig underholdning, og der var mange klapsalver til Vejen Garden, der bød på nogle af numrene fra sit repertoire. Et repertoire, der i øvrigt øves flittigt på netop i øjeblikket, idet Vejen i weekenden 22.-24. august er vært for de danske mesterskaber for bygarder.

Læs også