Total forbud mod Round Up truer
Der kommer et forbud, når det går op for politikerne, hvor meget der sprøjtes i afgrøden før høst.
Dette års begrænsning i brugen af Round Up (glyphosat) er begyndelsen til et totalforbud. Den nuværende hedebølge betyder, at der ikke i år vil opstå de store problemer, men regeringens forslag om, at der bortset fra på sandjorde og græsarealer, der skal omlægges, ikke længere må sprøjtes efter 15. september, vil blive fulgt op af et totalt forbud.
Det mener næstformanden i Landsforeningen Frie bønder - Levende land, Henrik K. Schou, Tureby.
- Landmændene tvinges nemlig i højere grad til at sprøjte i afgrøden 10 dage før høst, i stedet for som nu en sprøjtning i stubben efter høst, siger Henrik K. Schou.
- Landmænd med kontraktavl af maltbyg og brødhvede eller som får høstet sent, har kun mulighed for at bruge stubharven og det er både dyrere og mere belastende for miljøet.
Henrik K. Schou er ikke i tvivl om, at der hurtigt vil komme et forbud,
når det går op for politikerne, hvor meget der sprøjtes med Round Up i afgrøden før høst.
- Vi kan dog imødekomme et forbud ved en frivillig aftale om forbud mod sprøjtning i etablerede afgrøder før høst, da det både i forbrugernes og i politikernes øjne er uetisk, siger Henrik K. Schou.
Til gengæld ønsker han skæringsdatoen flyttet fra 15. september til 10. oktober, så man har en fair chance for kvikbekæmpelse ved en sen og våd høst.