IKKE SÅ LIGETIL: Hvilke krav vil forbrugerne stille til landbruget om 10 år? Hvilke produkter og hvilken produktionsform skal fremmes, hvis det står til forbrugerne? Spørgsmålene kan nemt besvares, men det kan være svært at se, hvordan forbrugernes ønsker kan opfyldes, mener Forbrugerrådets formand.
Hvis vi kunne vælge frit, er forbrugerdrømmen entydig: Vi vil gerne have et bredt og tilgængeligt udvalg af produkter af forbilledlig kvalitet til priser, der afspejler de reelle produktionsomkostninger. Det giver også sig selv, at fødevarerne skal være sunde og sikre.
Det betyder blandt andet, at dyrkning og opdræt skal ske på en sådan måde, at der tages mest muligt hensyn til dyrevelfærd, og at indholdet af skadelige, miljøfremmede eller uønskede stoffer reduceres til et minimum. Dette gælder såvel pesticider som forurening med andre uønskede stoffer, f.eks. mykotoxiner og dioxiner etc.
For tiden er økologien vores bedste bud på, hvordan disse krav kan imødekommes. Der er dog problemer også inden for det økologiske landbrug, men det er vigtigt, at udviklingen stadig går i retning af øget bæredygtighed, mangfoldighed i sorter og racer og større lokal produktion og afsætning. Økologien kan som spydspids være med til at trække landbruget i denne retning.
Resultatet i forbrugerleddet har været, at mange produkter har mistet smag og særpræg – variationen mellem produkterne næsten er forsvundet. Smør er smør – og det smager ens over hele landet uanset hvilket navn, der står på pakken. Franskbrød er franskbrød – og det smager desværre ikke som det gjorde for 50 år siden.
Den massive landbrugsstøtte har til en vis grad fremmet og fastholdt denne produktionsform, som nok skaber større udbytte, men som altså også reducerer mangfoldigheden i slutprodukterne, fjerner produkternes lokale særpræg og opretholder kunstigt høje forbrugerpriser på visse varer. Ydermere fastholder den landmændene i et dyrkningsmønster, som ikke nødvendigvis er rentabelt eller optimalt, hvis markedet blev liberaliseret.
Flere afgrøder dyrkes alene fordi støtteordningerne holder prisen kunstigt høj – og ofte kan afgrøderne kun dyrkes ved hjælp af store mængder sprøjtemidler og kunstgødning, fordi klima og jordbund i realiteten egner sig bedre til andre produktioner.
En nedtrapning af landbrugsstøtten og tilpasning til markedspriserne vil desuden give landbruget mulighed for at slippe af med det kedelige ry som en »branche på bistand« – et ønske som deles langt ind i dansk landbrug.
Med den nuværende landbrugsstøtte er situationen fortvivlende, hvis mangfoldighed og høj spisekvalitet skal være de nye, væsentlige mål at stræbe efter. Og det mener vi, at de skal.
Det betyder blandt andet, at forureneren-betaler-princippet skal anvendes langt mere aktivt over for såvel landbrug som den øvrige ressourceforbrugende industri. Man må i praksis anlægge et mere overordnet perspektiv på landbrugets arealanvendelse og blandt andet operere med lokale tålegrænser for forurening fra landbruget.
Nogle jorder slipper gødningsstofferne alt for let ned i grundvand og ud i vandmiljøet, nogle næringsfattige biotoper er langt mere sårbare over for ammoniakfordampningen end andre, og nogle jorder egner sig langt bedre til særlige afgrøder end andre, osv. Dette må landbruget tage større hensyn til, end det sker i dag.
Men de samme mekanismer bør naturligvis anvendes af dem, vi konkurrerer med. At følge markedsprisen skal ikke betyde, at vi nedlægger landbruget i Danmark og lader vore fødevarer blive produceret i 3. verdens lande, hvor produktionsformen er endnu mere ressourceforbrugende og ødelæggende for miljøet, end den er herhjemme.
Derfor er det meget naturligt, at vi alle har en stor interesse i, hvad landbruget gør med vores jord og vores mad. Denne interesse er stigende, men ikke nødvendigvis et onde, som man kunne forledes til at tro, når man hører visse irriterede røster fra landbruget.
Interessen er et positivt signal om, at den almindelige forbruger er nysgerrig og gerne vil vide noget om det, han putter i munden, hvordan det er produceret, og om vores landbrugsarealer bliver drevet forsvarligt. Landbruget må til gengæld erkende, at der er andre argumenter end de økonomiske og landbrugsfaglige, som også bør tages alvorligt, når talen falder på forvaltningen af vores land og produktionen af vores fødevarer.
Under alle omstændigheder er dialog og gensidig lydhørhed den eneste vej til forbrugernes forståelse og accept af den fremtidige udvikling inden for erhvervet. Åbenhed og ansvarlighed bør derfor være det moderne landbrugs vigtigste dyder – ikke mindst fordi så relativt få mennesker i vore dage rent faktisk er beskæftiget i landbruget eller bor i landdistrikterne.