Arla vil lukke 17 mejerier
Investeringer i moderne produktionsfaciliteter på i alt 2,3 mia. kr. vil ifølge ny plan blandt andet medføre en fordobling af det et år gamle ostemejeri i Taulov.
Arla Foods’ ostemejeri i Taulov skal være dobbelt så stort. Mejeriet producerer nu 30.000 tons gul ost om året, og med udvidelsen vil kapaciteten stige til 60.000 tons.
Det er en af følgerne af Arla Foods’ nye fem års strategi om investeringer i moderne produktionsfaciliteter på i alt 2,3 mia. kr.
Beslutningen om at fordoble Taulov Mejeri vil få konsekvenser for ostemejerierne Tistrup, Glejbjerg, Vellev, Klovborg og Aars, der alle forventes lukket, når Taulov er klar til at overtage produktionerne. Samtidig samles produktionen af specialoste på ganske få anlæg.
Ifølge planen samles produktionen af blåskimmeloste således på Høgelund Mejeri, og Grenå Mejeri ventes lukket. Troldhede Mejeri udbygges til at kunne klare hele hvidskimmel-produktionen.
Produktionen af smør- og blandingsprodukter i Sverige samles i Götene og Visby, mens de i Danmark samles i Holstebro.
Følgende oste- og smørmejerier ventes, afhængig af resultatet af den individuelle behandling, derfor at lukke helt i de kommende år: Varde Mejeri, Farsø Mejeri, Snejbjerg Mejeri, Stånga Mejeri, Åseda Mejeri, Borgholm Mejeri samt Västervik Mejeri. Ifølge planen standser desuden produktionen af smør på mejeriet i Gøteborg, der fortsætter som konsummælksmejeri.
Da der i Danmark har været omfattende ændringer i konsumproduktionen som følge af fusionen med Kløver Mælk, omfatter den nye plan ikke større ændringer i konsumproduktionen i Danmark. Derimod er der i Sverige på grund af gennemførelsen af ordreplukning i distributionen tale om relativt omfattende ændringer. Desuden flyttes produktionen af konsummælk til andre mejerier.
Ud over at Göteborg Mejeri fortsætter som rent konsummælksmejeri, stopper Skövde Mejeri sin produktion af konsummælk, men får hele Arla Foods’ produktion af Keso og dansk hytteost.
Linköping Mejeri mister ifølge planen sin konsummælksproduktion, men skal i stedet producere mere yoghurt. Også konsummælksmejeriet i Halmstad skal efter planen lukke.