Dansk økologi til Nordamerika
Den 8. juli indleder Landbrugsraadet og Økologisk Landscenter det første eksportfremstød for danske økologiske fødevarer på det amerikanske marked.
I fremstødet deltager 11 virksomheder, der alle har bidraget med at øge udbuddet af økologiske specialiteter på det danske marked.
Fremstødet består af tre moduler, hvoraf det første er en fælles dansk deltagelse i den vigtige fødevareudstilling Fancy Foods i New York 8.-10. juli. Fancy Foods anses for at være den mest betydningsfulde udstilling i Nordamerika for specialfødevarer og gourmetprodukter.
Andet modul består af kontaktmøder mellem de danske virksomheder og nordamerikanske indkøbere og fødevaredistributører i forbindelse med Fancy Foods udstillingen, for at sikre opmærksomhed omkring udstillerne og deres produkter.
I tredje modul kommer en delegation af interesserede indkøbere fra USA og Canada på besøg hos økologiske virksomheder i Danmark.