»Årets Brød« kåres ved høstfest
I forbindelse med det store arrangement »Høstfest i City«, lørdag den 1. september, udskriver Landbrugets Samfundskontakt Fyn en konkurrence om »Brød med smag«. Bageren af det bedste brød vinder en rejse til Paris, og det er jo nok værd at gå efter.
- I landbruget vil vi gerne være med til at diskutere smag og kvalitet af fødevarer. I forbindelse med Høstfesten i Odense den 1. september finder vi det relevant at sætte fokus på mel og brød, siger forbrugerkonsulent Judith Lynggaard. Hvis man gerne vil vide mere om, hvordan kornet dyrkes, så vil sagkundskaben være tilstede på Flakhaven. Fra Landbrugsrådgivningen på Midtfyn er konsulenterne parat til at få en snak med interesserede om moderne dyrkningsmetoder.
- Derfor, hvis du har lyst til at deltage i konkurrencen om »Brød med smag«, så indsend din bedste opskrift på brød, der er velegnet som tilbehør til mad eller smurt med smør og få brødet bedømt af et kompetent dommerpanel.
Opskriften skal sendes med tydelig afsender til Landbrugets Samfundskontakt, Ørbækvej 276, 5220 Odense SØ, senest den 15. august. Der vil blive udtaget 20 opskrifter, som skal deltage i finalen, der finder sted på Flakhaven i Odense lørdag den 1. september kl. 10.30 i forbindelse med den officielle åbning af Høstfesten.
Førstepræmien er: En rejse til Paris, gavekort fra Gislev Rejser A/S, 6 dage med halvpension incl. udflugter. Andenpræmien er: Et stk. Braun Foodprocessor/Multimaskine. Tredjepræmien er: Gavekort værdi 1.000 kr. til indkøb hos Grambogård Slagteren i Tommerup. Desuden vil der være en mindre præmie til alle finalister.