- Vi ser generelt ikke de udsving i smågriseblandingerne, som der har været fremført i Effektivt Landbrug den 30. juli af svineproducent Bjarne Larsen, Hegnsvig, siger Niels Kjeldsen, der er afdelingschef for Ernæring og Reproduktion i Landsudvalget for Svin.

- Men køber man en blanding med en stor slingregrænse for råvaresammensætning, kan man ikke opnå samme sikkerhed som med en fast råvaresammensætning. Normalt afspejler det sig jo også i prisen.

- Ifølge vore undersøgelser, kan vi ikke påvise, at de lukkede blandinger er dårligere end de åbne, siger han.

- Derfor kan det også være yderst fornuftigt at foretage skiftet til foder med en mere grov struktur gradvist, når grisene bliver ældre, og man skifter foderblanding.

- Men når den danske foderstofbranche generelt kører med en grovere struktur, større pillediameter og altså knap så fin formaling som for eksempel de engelske blandinger, kan det skyldes, at vi har påvist, at det grovere foder beskytter mod salmonella og måske også mod coli.

- Og påstanden om, at grisens tarmtrevler ikke regenererer efter et diarretilfælde, kan vi heller ikke finde dokumentation for, siger Niels Kjeldsen.

- Vi ved jo, at netop cellerne i tarmen er blandt de, der hurtigst gendannes. Derfor har vi ikke kunnet måle, at det går ud over foderoptagelsen senere i grisens livsforløb. Men en smågrisediarre sætter jo altid grisen tilbage, mens det står på, det er klart.

- Grisene reagerer først og fremmest med en større appetit på blandinger med mælkeprodukter. Men vi kan ikke påvise et større immunforsvar som følge af mælkealbumin. Og da det er en rasende dyr ingrediens at putte i blandingerne, har vi også undersøgt effekten af dette sammenlignet med blandinger uden mælkealbumin.

- Det viser ganske vist en effekt, men målt i kroner kan det ikke umiddelbart opveje den højere pris for produktet. Derfor kan jeg kun sige, at det er et godt produkt, og man kan ofte registrere, at grisene hurtigere søger til truget med dette indhold.

Kun en enkelt af de engelske foderfabrikker udvælger særlige kornsorter som råvarer til smågrisepiller. Heller ikke derovre er man enig om nødvendigheden af dette, påpeger Niels Kjeldsen.

- Men herhjemme må vi medgive, at kornindholdet i foderblandingerne stammer fra »den store bunke«. Foreløbig holder vi os til devisen, at jo mere stivelse, des bedre er kornet til smågrise.