Landsudvalget for Svin gør nu forberedelser til at undersøge, om kritikken af de danskproducerede smågriseblandinger har noget på sig.

Det sker efter et møde onsdag i sidste uge, hvor det blev besluttet at kontakte en række besætninger for at finde forsøgsværter til en undersøgelse af påstanden om svingende råvarekvalitet i danskproducerede smågriseblandinger.

Der er svineproducent Bjarne Larsen i Hegnsvig, der i Effektivt Landbrug har påpeget nogle problemer med de danske smågriseblandinger og på den baggrund foreslået, at der kom fokus på de råvarer, foderstofindustrien anvender.

- Vi vil tage kontakt til en række svineproducenter for at finde egnede besætninger til forsøgene. Da vi skal undersøge biologiske forhold, skal det være besætninger, hvor der er styr på tingene. Både de fysiske forhold og mulighederne for stor registreringssikkerhed skal være til stede.

- Derefter vil vi kunne afklare, hvor grundigt vi kan gå til værks, siger afdelingschefen.

- Det er utroligt vanskeligt at måle medicinering og behandlingsfrekvens, fordi der i praksis spiller mange forhold ind, siger Niels Kjeldsen.

- En gris og dens tilvækst styres af grisen selv. Det er forholdsvis enkelt at måle og veje tilvækst i modsætning til medicineringsfrekvens. Hvis der for eksempel hos en gris konstateres et diarreproblem, kan dyrlægen vurdere, at der er et generelt problem på vej og behandle hele holdet. Han kan også vurdere, at problemet bør løses ved at behandle det enkelte dyr. Det kommer an på mange forskellige ting, management, fysiske forhold og så videre. I dette eksempel kan medicinering altså variere fra 10 til 100 procent.

Det er sådanne ting, der gør det kompliceret at lave undersøgelser, hvor forhold som dødelighed og medicinering indgår.

- Vi er utrolig glade for at høre om svineproducenternes erfaringer, når de finder, at der er noget, vi bør tage op. Derfor er det prisværdigt af Bjarne Larsen, at han rejser problemet, når han finder noget bør undersøges nærmere.