- Det er sjovt. Enten bliver vi modtaget med kyshånd, eller også bliver vi totalt ignoreret. Men som regel er folk flinke.

Charlotte og Christina er absolut ikke typiske lastbilchauffører, men i øjeblikket færdes de hjemmevant i førerhuset på store gummigeder og tunge lastbiler med anhængere.

Som døtre af Jørgen Jensen, der ejer Halm 80 i Skalkendrup, er de vokset op med det store maskineri, der bruges til bjærgningen af halm, og fra de blev 18 og fik det store kørekort, har de begge hjulpet til med bjærgningen af den fynske halmhøst.

- Jeg fik kortet i 1995, og kørte derefter et halv år for at få noget rutine. Siden har jeg lavet andre ting, men hele tiden hjulpet til med halmen ind imellem, blandt andet sidste sommer, før jeg startede uddannelsen til socialpædagog, som jeg er i gang med i øjeblikket, fortæller Charlotte, der lige er fyldt 24 år.

Christina tog HF sidste år og regner med at starte på sygeplejerskolen til februar. Når hun ikke kører halm, arbejder hun på Strandvænget i Nyborg, der er en institution for fysisk og psykisk handicappede. Der skal hun også arbejde, når halmhøsten er forbi, og frem til hun skal i gang med uddannelsen til sygeplejerske.

For begge piger har det været helt naturligt at tage stort kørekort, så de kunne hjælpe til i firmaet.

- Nu, hvor jeg er i gang med en uddannelse, hjælper jeg mest til i ferier og weekender. Men hvis der er ekstra travlt, kan jeg også godt køre et læs halm til Enstedværket en eftermiddag, hvor jeg har fri, fortæller Charlotte, der i øjeblikket er i praktik på et forsorgscenter for hjemløse misbrugere i Svendborg.

- Der er både fordele og ulemper ved at være pige i en udpræget mandeverden. Det gælder om at holde fast i sig selv, så man hverken udnytter det eller lader sig udnytte, siger Charlotte.

Når vejret er til det, starter de to piger med halmbjærgningen allerede ved 7-8 tiden om morgenen. Og er der udsigt til regn, kan de godt køre frem til midnat eller mere.

- For os er det naturligt at give en hånd med. Det er jo ligesom et familieforetagne. Men på længere sigt skal vi ikke leve af det, så vi kører også for sjov, og det giver en masse positive oplevelser, siger Charlotte.