På virksomheden Bondeskovgård Træ- og Landskabspleje ved Osted syd for Roskilde går det æstetiske og professionelle op i en højere enhed på en usædvanligt positiv måde.

Virksomheden med dens karakteristiske, kønne bygninger ligger i kanten af de tilhørende 40 hektar skov med løv- og nåletræer.

Indehaveren af den midtsjællandske specialvirksomhed, Palle Nielsen, er tredje generation på ejendommen, hvor skovdriften i flere generationer har udgjort en væsentlig del af aktiviteterne. Eksempelvis er der blevet solgt juletræer på stedet siden 1932 - altså i næsten 70 år. I den forbindelse bliver der nu hvert år holdt julestue i et hyggeligt lokale i en af udbygningerne.

Ifølge Palle Nielsen giver driften af de 40 hektar skov imidlertid ikke det store afkast. Hovedparten af indtjeningen kommer fra aktiviteten med træ- og landskabspleje, som blev startet op for 25 år siden.

- Vi er både rådgivende og udførende omkring træ- og landskabspleje. Det gælder såvel landskabspleje generelt som konkret rådgivning om, hvorvidt et træ for eksempel bør fældes eller ej på grund af sygdom, fortæller han.

Der er tre faste medarbejdere plus løs medhjælp i spidsbelastningsperioder. De faste medarbejdere er stabile folk, som i vid udstrækning arbejder selvstændigt og selv varetager kontakten til de kunder, de kommer ud til. Kundekredsen er bredt sammensat og består af såvel private som virksomheder og offentlige myndigheder.

- Vi fik ordren om onsdagen klokken 12, og den store mængde pyntegran skulle være leveret til Roskilde Kommune den næstfølgende tirsdag morgen, så vi måtte sætte alle segl til, fortæller han.

Udover træ- og landskabspleje, rådgivning, skovdrift og produktion og salg af juletræer beskæftiger firmaet sig også med en gros handel med træ samt salg af en specialudviklet bøjle, P.N. Bøjlen, som Palle Nielsen selv har udviklet, til opbinding af nye træer. Bøjlen, der er afprøvet af Parkteknisk Institut, sælges i fem forskellige varianter og er forsynet med en særlig gummibelægning, som beskytter træerne. Træet kan bevæge sig i bøjlen, så det gror hurtigere fast og får en stiv stamme.