Der er ikke mange rynker andet end dem, der hører til det drengede smil, som pryder det venlige ansigt. De slanke cowboybukse-beklædte ben slynger sig under spisebordet, hvor de deler plads med den store hund, Sika.

Malkekvægproducent Gert Karkov, Immervad ved Vojens, virker rolig, afslappet, og upåvirket af stress.

Det vil ellers være helt forståeligt, hvis han virkede en smule fortravlet, da det ikke er småting, den 48-årige landmand og nyvalgt viceformand i landboforeningerne er involveret i:

Formand for Sønderjysk Landboforening, og derved medlem af bestyrelsen for Landboforeningerne, formand for Fælleslandboforeningen for Nordslesvig, for Sønderjysk Landbrugsråd, for Sønderjysk Kontrolforening og for Sønderjysk Fællesledelse af Kvæg samt medlem af Arlas repræsentantskab. Plus lidt mere til, en række bestyrelsesposter, han er for ydmyg til at remse op.

Så nu får Gert Karkov endnu mere at se til. Men det bekymrer ham ikke.

- Det er bare et spørgsmål om at uddelegere arbejdsopgaverne – at ville og turde gøre det, forklarer han. Det synes han ikke er svært. På gården har Gert Karkov hele tiden været godt dækket ind med arbejdskraft. Og med Karkovs to nye poster i Landboforeningerne får hans dygtige fodermester mere ledelsesansvar og bliver i højere grad driftsleder.

- Jeg har også nogle gode bestyrelseskolleger at støtte mig til og dygtige sekretærer, siger Gert Karkov, som forklaring på, hvorfor han synes, at det er overkommeligt med så mange tillidsposter ved siden af landbruget. Og med et venligt smil til ægtefællen Karen Margrethe tilføjer han, at de mange opgaver kan overkommes, fordi han også har et godt bagland på familiefronten.

Med sin kone og tre døtre på 15, 19 og 22 år er Gert Karkov eneste hane i flokken – selv hunden er hunkøn.

Gården med de 160 jersey-køer, 80 ha egen jord og 35 ha forpagtet jord ligger i et område med landskabsmæssige værdier, der omfatter både natur og kultur. Naturmæssigt er der således å, overdrev, skov og flere fredede moser. Landskabshistorien er bevaret i Hærvejen, som er den vej, gården ligger på. Hærvejen har ført utallige cyklende og vandrende turister forbi gården, hvor Karen Margrethe og Gert Karkov har udvist deres gæstfrihed med bed & breakfast samt teltplads.

At naturen og landbruget ikke er modsætninger, men blot to sider af samme sag, ligger Gert Karkov meget på sinde.

- Det danske landskab er en blanding af natur og kultur, som bygger på mange års landbrugsbedrift. Vi må sørge for, at landbruget fortsat udvikler sig med hensyntagen til de omgivelser, vi har, siger Gert Karkov.