Adgangen til den danske natur har vist sig at være et emne, som kan få folk ud af de »debatmæssige starthuller«.

I Landbrug Fyn i sidste uge slog proprietær Jørgen Christensen, Lundegaard, Nr. Broby, til lyd for nødvendigheden af en debat om emnet. Han pegede blandt andet på, at folk ikke sætter sig ind i konsekvenserne af det kompromisforslag, som for nylig blev resultatet af arbejdet i det såkaldte »Adgangsudvalg«, og han fandt, at landbruget bliver diskrimineret, når alle og enhver uden videre skal kunne færdes stort set over alt på marker og i sove.

Jørgen Christensens udtalelser får opbakning af en anden midtfynsk landmand, Johannes Andersen, der bor i Allested i Broby Kommune. Johannes Andersen, der er mangeårigt medlem af Fyns Familielandbrug, har gennem flere år været »åmand« ved Øksemosebækken, Ølstedbækken og Vittinge Å, der løber ud i Odense Å i udkanten af Broby Kommune. Og da han tillige er jæger, har han i en lang årrække haft en tæt kontakt til naturen – og de folk, der færdes i den.

- Landbruget er efterhånden statens bedste malkeko, fortsætter Johannes Andersen. Det hele drejer sig efterhånden kun om miljø. Men hvem betaler staten? Det gør vi, - ligesom vi har betalt for vores jord. Så hvis folk vil ud at gå på jorden, må de betale! Eller i hvert fald: Skal de gå på vores jord, så skal vi have lov at gå i deres haver.

- Nogle havde anket til Miljøministeriet over de ekstra 100 kroner. De fik den besked, at når vi havde betalt 100 kroner om året i flere år,, så kunne vi komme med på en dagjagt. Og da det ville have en værdi af 1.000 kroner, så ville det udligne sig selv!

- Jeg er ikke helt ung mere, påpeger Johannes Andersen. Så hvem ved, om jeg eller mine jævnaldrende nogensinde får glæde af det? Og i øvrigt: Skal de bestemme, hvornår vi vil på jagt?

- Niels Chr. Larsen lovede at tage det med på det førstkommende bestyrelsesmøde i Dansk Familielandbrug. Vi forlanger, at der skal være et debatmøde om adgangen til naturen. Hvis ikke vi sætter hælene i nu, ender det bare med, at de tager hele armen. Vi i landbruget kan snart ikke røre os, uden at vi er overvåget, slutter Johannes Andersen.