Miljøhæder til landbrug
Dallerupgård Svineproduktion A/S modtog som det første landbrug et miljødiplom fra Green Network – et regionalt miljøsamarbejde.
Der skydes ofte med skarpt mod landbrugets holdning til miljøspørgsmål, men situationen var en helt anden i sidste uge, da Dallerupgård Svineproduktion A/S i Stenderup ved Horsens tværtimod blev belønnet for sin indsats på netop miljøområdet.
Sammen med 40 andre virksomheder og institutioner blev Dallerupgård Svineproduktion A/S og indehaverne Kirsten og Hans Chr. Hovmøller belønnet for at gøre en energisk indsats for miljøet.
Det var det regionale miljøsamarbejde, Green Network, der overrakte det synlige bevis for den ekstraordinære indsats for miljøet ved et arrangement på Højskolen Brogården i Strib ved Middelfart.
- Jeg er overmåde begejstret for, at der for første gang kan overrækkes et diplom til landbruget. Det er en meget fornuftig vej at gå og giver en større frihed til dansk landbrug. Det er bedre at gøre det på denne måde end at lade staten foreskrive reglerne. Dette er en af vejene til at genskabe friheden for dansk landbrug, lød vurderingen fra amtsborgmester i Vejle Amt, Otto Herskind Jørgensen (V).
- Gården har deltaget som et pilotprojekt, og de høstede erfaringer skal vi nu bruge til at udarbejde et landbrugskoncept, og jeg håber, at flere landbrug går med. Der er tale om en stor målgruppe, som vi håber at få med, sagde afdelingsleder Peter Jensen, Horsens Kommune, i forbindelse med overrækkelsen.
I begrundelsen for tildelingen af diplomet hedder det bl.a.:
»I denne første redegørelse er der især fokuseret på fortsat nedbringelse af ammoniakfordampning samt kvælstofoverskuddet fra svineproduktionen, hvilket bedriften dog allerede har arbejdet målrettet med i mange år. Endvidere vil bedriften i den kommende periode nedsætte både fosforoverskuddet og vandforbruget med 10 procent«.
Videre hedder det:
»Der skal fokuseres yderligere på pesticidforbruget for at sikre en løbende nedsættelse af dette forbrug. Der er udarbejdet en naturplan for de af bedriftens arealer, der er uden for drift. Resultatet heraf er bl.a. beplantning af ca. 1,5 km læhegn samt pleje af vandhuller, småbiotoper og randzoner«, skriver Green Network.
Green Network er et miljøsamarbejde mellem mere end 230 private og offentlige virksomheder samt miljømyndighederne i Horsens, Kolding, Vejle, Fredericia og Middelfart Kommuner samt Vejle Amt. Netværkets formål er at fremme en bæredygtig udvikling i regionen ved at sætte nye standarder for privat-offentligt miljøsamarbejde.
(3)







































