Kritik af nedskæring
Horsenslandmand betegner nedskæring på Landbrugsmagasinet som kup fra formandens side, men det finder kolleger for kraftig en betegnelse – foreninger mødtes til debat.
»Et regulært kup udført af Peder Thomsen«.
Sådan betegner Henning Nielsen fra Horsensegnens Familielandbrug i et læserbrev den beslutning, der blev truffet på det seneste bestyrelsesmøde i Dansk Familielandbrug med formand Peder Thomsen i spidsen om at skære ned på organisationens blad, så det fra årsskiftet går over til kun at udkomme hver anden uge efter i 51 år at være kommet hver eneste uge.
Beslutningen er truffet af økonomiske hensyn, og her i området betegner flere organisationsfolk det som en uklog beslutning.
- Jeg var blandt de fire bestyrelsesmedlemmer, der stemte imod beslutningen om at overgå til kun at udkomme hver anden uge. Jeg opfatter bladet som vores hjerteblod, og det skulle vi have gjort noget mere for at bevare. Vi diskuterede sagen i en times tid, så jeg kan omvendt ikke se, at der skulle være tale om noget kup, påpeger formanden for Ribe Amts Familielandbrug, Gunnar Schmidt overfor Landbrug Syd.
Her fra området stemte også Ole Andersen og Svend Mærkedahl imod beslutningen, men det hjalp ikke synderligt – bladet vil fremover kun udkomme hver anden uge.
- Vi fik en god snak om tingene, hvor vi ender med at konstatere, at vi er uenige i beslutningen, men vi bliver nødt til at respektere den, lyder det sammenfattende fra mødet fra Gunnar Schmidt.
Han fortæller, at der samtidig var støtte til tanken om at nedsætte et redaktionsudvalg, så bladets journalister får mulighed for at sætte sig ned og »bokse« med læserne for på den måde at få inspiration – og så blev debatten om bladet ellers stoppet.
- Vi har i dag en megastor bestyrelse på 22 medlemmer, og det er for mange. Vi drøftede på mødet i mandags muligheden for at komme med et fælles udspil til strukturdebatten i Dansk Familielandbrug, hvor vi finder det vigtigt, at bestyrelsen skæres ned til måske 12 medlemmer. De kan så eventuelt alle vælges på landsmødet, lyder nogle af de første tanker ifølge Gunnar Schmidt fra foreningernes første møde.




































