Schmeisers kamp mod GMO

GMO-AFGRØDER: Canadiske Percy Schmeiser er konventionel landmand og har gjort sig bitre erfaringer med GMO i sine afgrøder. Han var indlægsholder i forbindelse med optakten til to møder om GMO arrangeret af Økologisk Landsforening. En optakt, der fandt sted hos den økologiske landmand Bjarne Larsen ved Esbjerg.

Canadiske Percy Schmeiser havde aldrig før haft GMO i sine rapsmarker og ønskede heller ikke at få dem. Men det fik han om end ret ufrivilligt – hans rapsmarker blev nemlig forurenet med GMO-raps, og som om det ikke var nok sagsøgte biotec-virksomheden Monsanto ham efterfølgende for at have benyttet sig af deres gen, som gør planter modstandsdygtige overfor virksomhedens eget sprøjtemiddel Roundup.

Sagen endte i den canadiske højesteret med en halv sejr til Percy Schmeiser, som man ikke mente havde udnyttet Monsantos gener i sine planter. Men også an halv sejr til Monsanto, der fik rettens ord for at virksomhedens GMO-gener er ejendom, uanset hvor de befinder sig.

For Percy Schmeiser og hustruen Louise fik sagen den betydning at de valgte at tage kampen op mod. De har nemlig siden i hjemlandet og i mange andre lande kæmpet for landmænds rettigheder til deres egen såsæd. En kamp der ifølge dem selv har haft vidtrækkende konsekvenser men også rent menneskelig – blandt andet i form af overvågning og trusler, der blandt andet betød at de i en periode på 3 år altid havde en riffel i nærheden af sig.

Advarer mod GMO
Canada er 10 – 15 år foran Danmark på GMO-området. Og Percy Schmeiser er ud fra sin egen historie og den forskning, der siden er lagt frem ikke et øjeblik i tvivl – har man muligheden for at vælge GMO fra, bør man gøre det.

- Vi fik at vide at GMO ville afhjælpe hungersnøden, højne udbyttet og mindske brugen af sprøjtemidler. Jeg hører de samme argumenter her hos jer 14 år senere, men jeg kan konstatere, at der stadig er hungersnød i verden, sagde Percy Schmeiser, der ikke lagde fingre imellem i sin karakteristik af den amerkanske biotech-gigant Monsanto, som han betegnede som kun værende ude på mangt og penge.

Og det er, ifølge Percy Schmeiser, lykkedes det til fulde – med store konsekvenser for både konventionelle som økologiske landmænd, der ikke ønsker GMO.

- Økologiske landmænd mister omgående deres status som økologer, hvis deres marker inficeres med GMO. Og der går 4 – 5 år før de er tilbage igen, forklarede Percy Schmeiser, der også har noteret sig, at forsikringsselskaberne for længst har taget stilling til GMO – her vil man nemlig ikke forsikre i forbindelse med GMO-inficering af GMO-frie marker – alene af den grund at man slet ikke kan kontrollere GMO.

Savner uvildig forskning
Et er magt og penge. Noget andet sundheden for dyr og mennesker. Sidstnævnte udtrykte Percy Schmeiser sin store bekymring for, ikke mindst fordi meget af de forskning der foregår omkring GMO er betalt med penge fra branchen selv i Nordamerika.

Overfor det står der, ifølge Percy Schmeiser, blandt andet japansk, britisk, russisk og italiensk forskning, der stiller kraftigt spørgsmålstegn ved GMO´ens fordele. Her er både forringet reproduktion, resistens overfor virus og antibiotika og kræft blot nogle af de områder, der har været forsket i.

Samtidig en forskning, som Percy Schmeiser gerne så meget mere af.

Og overfor spørgsmålet om, hvorvidt Danmark og resten af EU skal sige ja tak til indførrelse af GMO, er den 78-årige canadiske landmand og tidligere landbrugsorganisationsformand ikke et øjeblik i tvivl: - Hold jer fra GMO. Det kan slet ikke kontrolleres og handler kun om penge og magt!

Læs også