EU's landbrugskommissær Mariann Fischer-Boel (V) bøjer sig, og er nu parat til at udbetale støtte til EU’s mælkeproducenter.
Der er nu støtte på vej til EU’s mælkeproducenter.
På gårsdagens ministerrådssmøde i Luxembourg kunne landbrugskommissær Mariann Fischer-Boel, således fortælle de 27 landbrugsministre, at hun er parat til at foreslå, at mælkeproducenterne får 280 millioner euro (2,1 mia. kr.) i støtte.
Pengene vil blive taget fra EU’s budget for næste år, og hele idéen bakkes op af 21 ud af 27 medlemslande med store lande som Frankrig og Tyskland i spidsen. Der skulle dermed ikke være noget problem at få det godkendt. Godkendelsen vil dog først ske i november, når EU’s finansministre holder rådsmøde.
- Det siger sig selv, at hvis denne støtte på 280 millioner euro bliver godkendt er min pose til 2010 helt tom, sagde Fischer-Boel til landbrugsministrene i går.
Hun fortalte, at hvis der kommer anmodninger om nye udgifter, så kan de dermed ikke tages op uden, at man ændrer budgetter, der allerede er sat for de næste mange år.
Kommissionen har endnu ikke specifikt løftet sløret for, hvordan støtten på de 280 millioner euro skal udmøntes.
Nu skal vi arbejde sammen
På ministerrådsmødet kom Mariann Fischer-Boel også med en opfordring til den efterhånden ret store koalition af lande, der afhængig af størrelsen, nu er blevet døbt G21 Mælk, der har presset på over for kommissionen i den seneste tid for at få åbnet op for pengeposen. Hun gjorde opmærksom på, at Kommissionen udover støtten på 280 millioner euro, har fulgt flere af de opfordringer, som de 21 lande kom frem til ved et møde i Wien i sidste uge. Et møde Danmark ikke var repræsenteret ved..
- Jeg har selvfølgelig fulgt med i den intense mødeaktivitet som nogle af jer der sidder her i dag, har deltaget i med hensyn til mejerisektorens spørgsmål. Og uanset om I er G-2, G-16, G-20, G-21 eller et andet nummer, så er det vigtige, at vi sammen skal skabe den rigtige vej for en bæredygtig mejerisektor i Europa i årene op til 2015 og derefter, sagde Mariann Fishcer-Boel.
Udover støtte forlanger de 21 lande blandt andet også, at man sikrer en større markedsregulering.
I den seneste tid har det efterhånden været en fast tradition, at når EU’s landbrugsministre mødes, så samledes tusinder af europæiske landmænd samtidig til demonstration.
Gårsdagens ministerådsmøde i Luxembourg var da heller ikke nogen undtagelse. Og ifølge RTL i Luxembourg demonstrerede 3.500 landmænd i går i gaderne, og blokerede med cirka 700 traktorer store dele af centrum i den lille stats hovedstad.
Demonstrationen i Luxembourg kommer kun cirka 14 dage efter en lignende demonstration i Bruxelles.
Ifølge organisationen European Milk Board handlede demonstrationen om, at man ikke vil have en direkte støtte til mejerisektoren, men en fleksibel produktionsregulering af mængden af mælk.
- Ved at stoppe deres leverancer i sidste måned, lykkedes det mælkeproducenterne, at mindske presset af volumen på markedet. Nu er det op til politikerne at tage tøjlerne med kortsigtede foranstaltninger til styring af produktionsmængder, sagde Romuald Schaber, formand for EMB i går morges inden demonstrationen startede for alvor.