Uddannelsen giver oplæring i kørsel og betjening af moderne landbrugsmaskiner og en bred indsigt i landbrugsmæssige forhold inden for planteavl, husdyrhold og økonomi.

Indgangen til denne uddannelse er gennem den traditionelle landbrugsuddannelse, hvor eleven enten starter med et 2 mdr. skoleophold med en efterfølgende praktikperiode eller omvendt.

Jeg ser her en stor fordel ved uddannelsen til maskinfører gennem landbrugsuddannelsen, hvor eleven gennem arbejdet på et landbrug nemmere får adgang til at prøve alle gårdens maskiner og samtidig lære landmandens krav til arbejdets udførelse.

Efter praktikperioden fortsætter eleven på et 5 mdr. modul 1B, som i forvejen indeholder mange timer med traktor- og maskinlære. Efter denne skoleperiode kan eleven i den efterfølgende praktik vælge en praktikplads på et større landbrug, hvor en stor del af arbejdet kan foregå i marken med pasning af de forskellige afgrøder.

På dette liniefag undervises eleverne i vedligehold og brugen af maskiner som mejetærskere, pressere, luftassisterede sprøjter, finsnittere, gyllespredere, combisåsæt, specialsåmaskiner, gødningsspredere, læssemaskiner og traktormonitorer. Som andre landbrugsskoleelever har eleven plantefag, hvor han/hun lærer om mark-, gødnings- og sprøjteplaner og økonomifag, hvor man lærer om bogføring, regnskab og finansiering.

Efter afslutning af modul 2. skoleopholdet er eleven udlært som faglært maskinfører, og en maskinfører har rutinen og den faglige jordbrugsmæssige indsigt i at bestride et job som maskinfører på en større landbrugsbedrift eller maskinstation.

Modul 3 undervisningen omfatter et større projekt omkring udarbejdelse af driftsplaner for maskiner, mark og økonomi. Disse planer udarbejdes over kendte øvelsesejendomme og ejendomme efter elevens eget ønske, og der vil på samme måde kunne udarbejdes projektejendomme for driften af en maskinstationsejendom.

Denne udarbejdelse af projekter over en maskinstationsejendom vil være med til at give eleven de ledelsesmæssige redskaber til driften af en større planteavlsbedrift eller maskinstation. Efter modul 3 får man ligeledes ret til at erhverve og drive landbrugsejendomme på over 30 ha og ret til at optage økonomiske lån gennem »Yngre Jordbrugslån«.