Fritidslandmand frygter østudvidelsen
Ti nye lande er på vej ind i EU. Det bliver en katastrofe for dansk landbrug, mener Jørgen Mose Hansen, Espe, der er fritidslandmand og modstander af østudvidelsen.
Østudvidelsen er ifølge regeringen det vigtigste punkt på dagsordenen under det danske EU-formandskab.
Udvidelsen med de ti nye medlemslande, der efter planen skal finde sted på topmødet i København til december, betragtes af tilhængerne - herunder dansk landbrug - som en historisk mulighed for at samle Europa.
Men der er også skeptikere og direkte modstandere af projektet indenfor landbrugets rækker. En af dem er Jørgen Mose Hansen, Espe, der til daglig er driftsleder på kraftcentralen på Dalum Papirfabrik. Men han er også fritidslandmand og medlem af Familielandbruget, og han er overbevist om, at østudvidelsen bliver til stor skade for dansk landbrug.
- Østlandene befinder sig på et helt andet niveau, når det gælder miljøpolitik - de har nemlig stort set ingen. Vi andre skal producere under nogle ekstremt strenge miljøregler. Derfor vil vi blive løbet over ende, når de nye lande kommer med, siger Jørgen Mose Hansen.
- Vi bliver jo tvunget til at aftage deres varer. Vi kan ikke sige nej. Og vi vil ikke kunne klare os i konkurrencen med de store svinefarme med måske flere hundredetusinde søer, som det bliver muligt - også for danske landmænd - at etablere i disse lande, tilføjer han.
- Når man kender bare en smule til de tidligere østlande, ved man, at de ikke lader mafiaen i USA noget efter. Mafiaen i ansøgerlandene består ikke kun af privatpersoner. Den består også af embedsmænd og politikere.
- Det kører hele vejen rundt med bestikkelse, korruption og kriminalitet. Det er naivt at tro, at man kan sikre lige konkurrence, når der hersker sådanne forhold, siger Jørgen Mose, som peger på en anden side af sagen, hvor han også mener, at mafiaen har en finger med i spillet.
- Aviserne skriver meget om de unge, der kommer hertil fra de tidligere østlande for at uddanne sig og lære noget om EU. Men det er mafiabosserne, der står bag det. De unge kommer her kun med det ene formål at finde ud af, hvordan deres lande bedst kan udnytte medlemskabet, når de kommer med i EU.
Midtfynboen mener, at dansk landbrug graver sin egen grav ved at gå ind for østudvidelsen.
- Politikerne har købt landmændene med tilskudsordninger. Det er sørgeligt, at de hopper på den. Også Venstre-mændene, der kalder sig liberale, tager imod tilskuddene med kyshånd. Ellers kan de jo heller ikke overleve. Det har man sørget for. Den enkelte landmand er ikke længere herre i eget hus, mener Jørgen Mose, der betegner EU som et socialistisk akademisk projekt, der fører fordelingspolitik som i det gamle Østtyskland.
- Som der var en, der skrev i et landbrugsblad for nogle år siden, så skal en landbrugsleder ikke være for klog. Det skal være en, der lytter efter embedsmændene og konsulenterne og så fremlægger det, de siger, for deres medlemmer, siger Jørgen Mose, som tilføjer, at de krav opfylder de fleste landbrugsledere.
Den menige bonde bliver snydt. Og hele EU-projektet er kørt af sporet, mener han.
- Jeg betragter EU som en bygning, der indenfor 25 år vil kollapse under stor splittelse mellem nationerne. EU er ikke et projekt for det enkelte menneske. Det er blevet en ideologi. Et ærkesocialistisk projekt, som man skræmmer folk til at gå ind for ved at male fanden på væggen, hvis man ikke gør, som der bliver sagt.
- I første omgang forsvinder selvejet, som har været en kæphest for Venstre og de borgerlige partier. Udviklingen er godt i gang. I dag bliver mange af de unge, der går på landbrugsskole, ikke uddannet til at få deres eget. De bliver driftsledere på store farme. Og som ansatte vil de naturligvis kun arbejde 37 timer om ugen. Derfor bliver danske landbrugsvarer dyrere, og konkurrenceevnen ryger, siger Jørgen Mose Hansen, der ikke forstår den måde, de borgerlige politikere agerer på.
- De siger, de er imod store enheder i landbruget. Men de fører en politik, som bevirker, at man netop får store enheder. Den førte politik er med andre ord i strid med den holdning, politikerne påstår, de har, mener han.
- Alle unioner degenererer. Det viser historien. Sådan vil det også gå EU. Og østudvidelsen vil skubbe til udviklingen. Landene er alt for forskellige og vil aldrig nogensinde kunne enes på længere sigt. Heller ikke indenfor det nuværende EU.
- Sydtyskland er katolsk. Franskmændene er meget sig selv og bliver aldrig en del af det europæisk fællesskab. De vil være herremænd. Det vil tyskerne til dels også, men de er ikke så voldsomme som franskmændene. Italienerne og grækerne har en helt anden måde at tackle tingene på. De er mere afslappede i deres livsstil, og de griner hver eneste gang, de får et tilskud fra EU, siger Jørgen Mose, der ikke tror på visionen om EU som »fredens projekt«.
- Tværtimod. EU bliver et splidens projekt. Det gør det, fordi ingen vil give afkald på deres egenart. Det vil danskerne dybest set heller ikke. Men de bliver lokket til det af politikerne.
Jørgen Mose er især betænkelig for de unge landmænds fremtid på grund af den øgede konkurrence, som østudvidelsen vil medføre.
- Da jeg købte min fars landbrug for 20 år siden, kostede en tønde korn over 180 kroner. Den første avl, jeg havde, var raps til fremavl. Den fik jeg 4,25 kroner for pr. kilo. Jeg havde næsten 25 tons, så det var ikke så dårligt.
- Nu skal jeg love for, at der er kommet andre boller på suppen. Det går den forkerte vej, og det bliver sværere og sværere for landmændene at få rentabilitet i tingene. Derfor er jeg betænkelig på de unges vegne. Jeg er bange for, de ikke overlever, siger Jørgen Mose Hansen.




































