Våd vinter koster 40-50 millioner kr. til ekstra gødning
MERE KVÆLSTOF: Kvælstofprognosen viser, at der efter den fugtige vinter er underskud af kvælstof i mange egne af landet. På landsplan betyder det et ekstra kvælstofforbrug på cirka 9.000 ton og en samlet meromkostning til gødning på 40-50 millioner kroner for landbruget.
Kvælstofprognosen, som Landskontoret for Planteavl udsendte i sidste uge, fastsætter behovet til at være 10 kg større pr. ha på lerjord (JB over 4) og 5 kg pr. ha større på finsandet jord i størstedelen af landet (JB 2 og 4).
Som det fremgår af figuren, er behovet mindre i de nordligste kommuner i Jylland, på den østlige del af Fyn, samt på Sydvestsjælland, Møn og Falster, fra 5 kg ekstra til en helt normal tilførsel (JB 1 og 3 jorde).
På landsplan betyder det et ekstra kvælstofforbrug på cirka 9.000 ton og en samlet meromkostning til gødning på 40-50 millioner kroner for landbruget.
Kvælstofprognosen bliver udarbejdet af Landskontoret for Planteavl på grundlag af målinger i et systematisk net af marker fordelt over hele landet - det såkaldte »kvadratnet« for nitratundersøgelser i Danmark.
- Prognosen gælder for både vandede og uvandede jorder, pointeres det fra Landskontoret for Planteavl.
Ifølge lov om jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække skal bedriftens samlede kvote for kvælstof korrigeres efter kvælstofprognosen for korn og forårssåede afgrøder med kvælstofbehov for planperioden.
For at edb-programmet »Bedriftsløsning« kan tage hensyn til kvælstofprognosen, skal der indlæses ajourførte normtabeller. Dette kan ske ved at downloade en servicepakke fra LandbrugsInfo.
Landskontoret for Planteavl tilbyder som tidligere et serviceprogram til Bedriftsløsning, der gennemløber alle ejendomme (på pc’en og i Centernet), og udskriver en side pr. ejendom, der viser korrektionen for årets kvælstofprognose.