Vintermøde stiller skarpt på grøn trepart
Kommunernes Landsforening, Landbrug & Fødevarer samt Danmarks Naturfredningsforening til vintermøde på Vestermølle om grøn trepart.

Sebastian Jonshøj, vicepræsident i Danmarks Naturfredningsforening, DN. Pressefoto
Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.
Landboforeningen Odder-Skanderborg og Vestermølle Møllelaug sætter fokus på implementeringen af Den Grønne Trepart ved et møde i Laden på Vestermølle, Oddervej 80 i Skanderborg, onsdag 5. marts kl. 19.
Indledere er Birgit S. Hansen, tidligere borgmester i Frederikshavn, i dag ansat i Kommunernes Landsforening, KL, med Treparten som arbejdsfelt, viceformand i Landbrug & Fødevarer, L&F, Martin Hjort Jensen og vicepræsident i Danmarks Naturfredningsforening, DN, Sebastian Jonshøj.
De nævnte organisationer står sammen med regeringen, NNF, Dansk Metal og Dansk Industri bag aftalen om Den Grønne Trepart, som skal bidrage til, at Danmark når en række politisk fastsatte klima- og miljømål.
Treparten vil på markant vis ændre Danmarks udseende, som det skete, da Heselskabet med Enrico Dalgas i spidsen i årtierne efter 1864 forvandlede heden til agerjord efter devisen »Hvad udad tabes, skal indad vindes!«
Nu gælder det den omvendte Dalgas – og med kommunerne i en administrativ nøglerolle. Birgit S. Hansens jobbeskrivelse har blandt andet følgende overskrifter:
- Implementering, - Hjælp til kommuner med etablering af lokale treparter, - Uddannelse, - Partnerskaber, - Borgerinddragelse, - Planlægning, - Regulering, - Dokumentation og Rapportering.
Efter de tre indlæg og en kaffe/te-pause bliver der lejlighed til spørgsmål og debat. Mødet er offentligt, men der bedes om tilmelding.
Podcast
Alle afsnitAlle podcasts her er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens – både lyd og manuskript. Indholdet bygger på Effektivt Landbrugs egne artikler og er redaktionelt gennemgået.






































