På lørdag den 15. juli vil slotspladsen ved Brahetrolleborg igen fyldes med heste, ponyer og hesteinteresserede gæster.

Formand for Brahetrolleborgskuet, Tina Kirkegaard Eriksen, melder klar til endnu en festlig dag med et traditionsrigt program, der starter fra klokken 9 med bedømmelse og mønstringskonkurrencer.

Ved redaktionens slutning lyder deltagerantallet på 65 heste og ponyer, men ifølge formanden, tages der fortsat imod efteranmeldelser, også selvom tilmeldingsfristen var den 30. juni.

- Vi har jo også Skuet i skuet, der er åben for heste der ikke hører under en avlsforening, minder Tina Kirkegaard Eriksen om.

Hesteskuet på Brahetrolleborg er dermed et arrangement for alle, uanset hvilken hest eller pony man har.

Bedømmelse og opvisninger

- Dagens program vil udover bedømmelser og kåringer, herunder overrækkelse af »Følfadet«, som tildeles det føl, som Catharina Rewentlow-Mourier udvælger i løbet af dagen, også byde på opvisninger i blandt andet Trailride med Peter Vester, fortæller Tina Kirkegaard Eriksen.

Formanden oplyser videre, at der også er meget på programmet for børnene. Der vil være ponyridning v/Astrid Grøn i Davinde, man kan også få en gratis hestevognstur rundt på slottet og så kan der opleves opvisning i kaninhop. Desuden opfordres børn til at medbringe deres egen kæphest, så de kan få undervisning af Agnes fra Funnyfarm i dressur og stilspringning.

Ligesom de seneste år vil der være kræmmermarked i den ene staldlænge med boder med både kunst og hesteudstyr, og i år vil Slagterpigerne fra Stenstrup komme med salgsvognen og stå for bespisningen, ligesom der også vil være salg af øl, vand, kaffe og kage i den ene staldlænge.