Dansk raps sparer klimaet for CO2-udledning
Biodiesel er et restprodukt – over halvdelen af rapsen bruges som kreaturfoder i form af proteinholdige foderkager, som fortrænger importeret soja fra bl.a. USA og Sydamerika. Det er til fordel for regnskovene.

Det er meget få ting, der går til spilde ved rapsproduktion, forklarer Morten Simonsen.
Danmark kan her og nu hente en stor CO2-gevinst ved at lade stigende mængder biodiesel baseret på raps fra danske marker erstatte fossil diesel i biler og lastvogne.
Samtidig vil en sidegevinst være produktion af proteinholdige foderkager til kreaturer, som kan erstatte en klima- og miljømæssig belastende import af sojakager fra andre verdensdele, samt produktion af raffineret glycerin.
Det siger Morten Simonsen, som er medindehaver af Emmelev A/S i Otterup på Nordfyn.
- For mange råvarer gælder, at der er et svind. Men alle de af rapsfrø, som Emmelev A/S får ind på lageret, udnyttes fuldtud, og biodiesel er et biprodukt i produktionen. Halvdelen af rapsfrøene bliver brugt som proteinholdige foderkager til kreaturer og erstatter importeret soja. 10 procent af rapsfrøene bliver brugt til raffineret glycerin i pharmaindustrien og fortrænger importeret palmeolie. Kun 25 procent af rapsfrøene bliver udnyttet til biodiesel-produktion, forklarer han.
Afviser politikeres klimapåstande
Morten Simonsen afviser derfor de argumenter, som flere politikere har bragt på banen, om at biodiesel er skadeligt for klimaet.
- Ganske almindelige biler, busser og lastbiler, som i dag kører med dieselolie som brændstof, kan uden tekniske ændringer i stedet køre på klimavenlig biodiesel – i en tid, hvor vejtransport står for 20 procent af CO-udledningen. Det er simpelthen den hurtigste og mest enkle vej til reduktion af CO2-udslippet. Svenskerne har grebet muligheden, og 20 procent af al brændstof til dieselkøretøjer i Sverige er i dag fossilfri biodiesel. Det kan også blive virkeligheden i Danmark, siger Morten Simonsen.
Han tilføjer, at man allerede er langt fremme i udviklingen i Sverige, og at der er gode grunde til at tage ved lære af svenskerne, der er meget klima- og miljøbevidste.
Rapsen dyrkes af danske landmænd og er en velkendt og afprøvet vinterafgrøde med en række fordele i sædskiftet og for miljøet. Den danske produktion af raps er en af de mest klimavenlige i Europa.