Vender tilbage efter 17 år: Hardi henter salgs- og marketingchef fra CNH Industrial

Lars Skjoldager vender tilbage til Hardi efter 17 år hos CNH - denne gang som salgs- og marketingchef.

Lars Skjoldager Sørensen tiltræder som salgs- og marketingchef i Hardi-koncernen.

Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse.

Lars Skjoldager Sørensen kommer med bl.a. 17 års erfaring fra CNH Industrial, senest i rollen som global chef for produktmarkedsføring.

- Hans dybe viden om landbrugsteknologi, salg og marketing vil gøre ham til et stort aktiv for Hardi, lyder det i pressemeddelelsen.

Vender tilbage til Hardi

Med sine 55 år og kandidat i agronomi fra Københavns Universitet er Lars Skjoldager Sørensen ikke fremmed for Hardi. Han arbejdede for virksomheden i 10 år i forskellige roller inden for produktledelse og salg indtil 2007.

Og spørger man Hans Meulenkamp, ​​præsident og adm. direktør i Hardi, glæder han sig til samarbejdet:

- Jeg er overbevist om, at Lars vil spille en central rolle i at styrke vores kommercielle styrker, rette vores produkt- og marketingstrategi mod fremtiden og sikre, at vi sammen med vores salgsteams, importører og forhandlere er klar til at møde konkurrencen.

- Hardi ser frem til at byde Lars velkommen, og er begejstret for at drage fordel af hans stærke lederskab og brancheerfaring i rollen som globalt ansvarlig for Hardis kommercielle strategi og aktiviteter, står der endvidere at læse i pressemeddelelsen.

Læs også