Den tyske slagterikoncern Tönnies Group, der ejer Tican, vil fra begyndelsen af 2025 operere på holdingniveau under navnet Premium Food Group.
Dermed understreger familievirksomheden sin udvikling fra en rendyrket kødvirksomhed til en bredt positioneret fødevareproducent. Det skriver mediet Euromeatnews.com.
Mediet skriver, at Tönnies-mærket skal skærpes yderligere og fremover udelukkende vil stå for den selvstændige afdeling for kødproduktion.
Tican henter tidligere ansatte og utilfredse leverandører fra DC
Udover kød- og pølseprodukter markedsfører koncernen også vegetabilske produkter, dyrefoder, supper, biprodukter som proteiner og mel, ligesom de leverer råvarer til medicinalindustrien og driver egne køleanlæg.
- Den strukturelle transformationsproces, som nu også resulterer i det nye navn på holdingselskabet, blev sat i gang for år tilbage. På den måde positionerer vi vores virksomhed for fremtiden. Vi vil sikre, at forretningsområder træffer beslutninger endnu hurtigere og handler mere selvstændigt, forklarer Maximilian Tönnies.
Rødderne til Premium Food Group ligger i kødproduktion, og i fremtiden vil navnet Tönnies derfor blive sat endnu mere i fokus som et brand for okse- og svinekød. Okse- og svinekød vil derfor fortsat være under Tönnies-familienavnet, mens navnet på virksomhedens hovedkontor i Rheda-Wiedenbrück viger pladsen for det nye PFG-logo.
- Tönnies-mærket står for svine- og oksekød af høj kvalitet i Tyskland, i Europa og i verden, forklarer Clemens Tönnies.