Carlsberg lancerer øl baseret på 100 procent regenerativt dyrket bygmalt
Danmarks første øl på 100 procent regenerativ bygmalt, »Grobund«, er nu klar. Med Agrovi som rådgiver ser man lanceringen som et stort skridt for udbredelsen af regenerativt landbrug.

Den nye øl fra Carlsberg har fået sin debut på Folkemødet i Allinge på Bornholm. Fotos: Agrovi
Carlsberg tager nu et stort skridt ind i den regenerative omstilling med lanceringen af øllen »Grobund«, brygget på 100 procent regenerativt dyrket bygmalt. Bag projektet står blandt andre rådgivningsvirksomheden Agrovi, der i mere end 20 år har arbejdet med metoder til regenerativ dyrkning.
På Folkemødet på Bornholm introducerer Carlsberg Danmark Grobund – bryggeriets første danske øl produceret med malt fra regenerativt landbrug. Men det er kun begyndelsen, fortæller adm. direktør i Carlsberg Danmark, Peter Haahr Nielsen:
- Vi er allerede i gang med at teste bygmalten i den normale Carlsberg pilsner. Målet er, at vi i 2040 brygger udelukkende på regenerativt korn på tværs af hele Carlsberg gruppen, siger han i en pressemeddelelse.

Niels Peter Ravnsborg, direktør i Agrovi.
Fagligt og økonomisk bæredygtigt
Carlsberg har i samarbejde med bl.a. Agrovi og internationale rådgivere udarbejdet en definition på regenerative metoder, der blandt andet inkluderer krav til afgrøderotation, plantedække og minimal jordbearbejdning – områder, som danske landmænd i stigende grad får øjnene op for.
- Mange er heldigvis ved at få øjnene op for de positive effekter af regenerativt landbrug for biodiversitet og klima. Der har Carlsbergs beslutning helt klart været med til at skubbe på udviklingen, og vi er stolte over at have rådgivet om regenerativ dyrkning i over 20 år, siger Niels Peter Ravnsborg, direktør i Agrovi.
Agrovi, der for nyligt blev kåret som en Børsen Bæredygtig Case, er også medstifter af Tænketanken Frejs partnerskab om regenerativt landbrug – et område, der står foran et gennembrud, hvis man spørger Niels Peter Ravnsborg.
- Der kommer færre og færre dårlige undskyldninger for ikke at komme i gang – og vi er klar med faglighed og rådgivning til at hjælpe – det er både bedre for landmandens økonomi og kræver færre arbejdstimer i marken, samtidigt med en masse effekter for klima og biodiversitet, siger han.
Selvom Grobund kun bliver serveret over sommeren, markerer lanceringen begyndelsen på en større omstilling: Allerede næste år har Carlsberg Danmark sikret sig 14.800 ton regenerativt dyrket bygmalt – nok til at brygge 100 millioner liter øl. Det svarer til ca. 40 procent af Carlsberg Danmarks samlede maltforbrug.