Bryder 177 års historie: Sønderjysk virksomhed får direktør uden for familienavnet
Brødr. Ewers skal have ny direktør til oktober, da Hans Otto Ewers har valgt at træde tilbage. I stedet får familievirksomheden for første gang en direktør, som ikke bærer familienavnet.

Brødr. Ewers bryder med sin 177-årige historie og ansætter en adm. direktør uden familieefternavnet. Arkivfoto: Erik Hansen
Efter 5. generation skal den sønderjyske familieejede korn- og foderstofvirksomhed Brødr. Ewers A/S prøve noget helt nyt.
For første gang i virksomhedens historie skal en person uden for familien sidde i direktørstolen, når september bliver til oktober.
Efter 33 år i koncernen har Hans Otto Ewers, der er 5. generation i den traditionsrige grovvarekoncern, nemlig valgt at træde tilbage som adm. direktør ved udgangen af september. Han overlader i stedet styringen til den nuværende salgs- og logistikdirektør Carsten Jensen, som bliver adm. direktør fra 1. oktober.
Det rigtige tidspunkt
Hans Otto Ewers har sammen med sin bror, Claus Ewers, stået i spidsen for Brødr. Ewers siden 1998, hvor de overtog virksomheden fra deres far. Sammen har de udviklet familieforetagendet til i dag at være en af Danmarks førende distributører og forhandlere af biobrændsel.
Og selvom Hans Otto Ewers er glad for tilværelsen, mener han også, at tiden er inde til at give stafetten videre.
- Jeg elsker midt arbejde, og jeg er glad og stolt over det, min bror og jeg har bygget op, siden vi overtog fra min far i 1998. Brødr. Ewers har aldrig stået stærkere, og derfor føler jeg, at tidspunktet er rigtigt for mig til at give stafetten videre. Det er altid en god ting at kunne sige stop i tide, siger Hans Otto Ewers i en pressemeddelelse.

Carsten Jensen (t.v) erstatter Hans Otto Ewers (t.h) som adm. direktør i Brødr. Ewers den 1. oktober. Foto: Brødr. Ewers
Milliardomsætning
Under ledelse af brødrene Claus og Hans Otto Ewers er Brødr. Ewers vokset fra at være en virksomhed med en omsætning på 250 millioner kroner til en omsætning på omkring 3 milliarder kroner.
Udviklingen er primært sikret via organisk vækst, men samtidig er familievirksomheden blevet landsdækkende med tre foderfabrikker og en årlig produktion af mere end 300.000 ton foder.
Gennem årene har forretningen ligeledes udviklet sig fra et snævert fokus på grise til også at indbefatte en bred ekspertise indenfor kvæg, fjerkræ, planteavl samt en betydelig forretning indenfor biobrændsel, hvor man i dag sidder på 25 procent af markedet.
Hans Otto Ewers glæder sig over, at den nuværende salgs- og logistikdirektør Carsten Jensen har sagt ja til stillingen som adm. direktør fra oktober.
- Jeg er glad for, at Carsten Jensen har takket ja til at overtage direktørstolen. Han er en dygtig købmand, har stor erfaring og er den helt rigtige til at udvikle og drive forretningen videre, siger Hans Otto Ewers.
Han hæfter sig ligeledes ved, at generationsskiftet er på plads, da 6. generation Ewers allerede er en del af familievirksomheden.
- Samtidig glæder det mig også, at både Claus’ og mine børn, som også er medejere af virksomheden, viser stor interesse for forretningen. Tiden må vise om de har evnerne, lysten og talentet til at overtage ledelsen af virksomheden. Indtil det sker, er det Carsten, der driver virksomheden, forklarer han.
Mere end 13 år i virksomheden
Carsten Jensen sidder i dag som salgs- og logistikdirektør i Brødr. Ewers. Han har et stort kendskab til virksomheden, som han har været ansat i over 13 år.
Til oktober sætter han sig i direktørstolen og bliver samtidig den første adm. direktør i virksomhedens 177-årige historie, der ikke hedder Ewers til efternavn.
Med Carsten Jensen ved roret skal han ind og sætte sig præg på virksomheden, men han forsikrer samtidig, at han vil følge den strategi, som allerede er lagt.
- Jeg er glad og stolt over den tillid, som Hans Otto og familien har vist, og jeg vil gøre mit bedste for at leve op til den. Jeg kender Brødr. Ewers rigtig godt, og jeg kommer til at videreudvikle på den strategi, der er lagt – det bliver ikke en revolution med mig ved roret, siger han og tilføjer:
- Jeg vil også bestræbe mig på at videreudvikle virksomheden i Hans Otto og familiens ånd, samtidig med, at jeg selvfølgelig vil sætte mig præg på tingene. Vi står stærkt i dag, og jeg glæder mig til at gøre os endnu stærkere.
Direktørskiftet bliver markeret med en reception den 30. september på Skansen i tidsrummet 13-16.