Svenske Scandi Standard, der ejer det danske kyllingeselskab Danpo, har sat gang i produktionen på sit anlæg i Oosterwolde i Holland. Fabrikken, som blev købt af Tyson Foods i 2023, har gennemgået en større modernisering og er nu i fuld drift.

Det skriver Danpo i et opslag på LinkedIn.

Ifølge selskabet betyder opgraderingen en markant kapacitetsstigning: Produktionen af blandt andet nuggets og kyllingekebab ventes at stige med 90 procent.

- Den hurtige genetablering er resultatet af et tæt samarbejde på tværs af organisationen, hvor mange Danpo-medarbejdere har bidraget stort. De første kebabprodukter er allerede produceret, og sortimentet udvides løbende med andre produkter, lyder det i opslaget.

Baggrunden for investeringerne er stigende efterspørgsel på kyllingeprodukter.

- Vi rapporterede god vækst, forbedret driftsindtægt og stigende efterspørgsel efter kylling i andet kvartal. For at imødekomme efterspørgslen fortsætter vi med at investere og øge effektiviteten, meddelte Scandi Standard i seneste regnskab.

Dermed får Holland-anlægget en central rolle i koncernens strategi om at øge egenproduktion og udbygge markedet for færdigtilberedte kyllingevarer.

Business