Danish Crown etablerer i løbet af de kommende ni måneder en ny produktionsfacilitet i Vejen, som vil skabe omkring 100 nye arbejdspladser.

Det beretter andelsslagteriet i en pressemeddelelse.

Her skal medarbejdere udbene forender fra danske grise – et led i koncernens strategi om at udvide kapaciteten i takt med, at flere danske landmænd igen leverer grise til slagtning.

Behovet for ekstra udbeningskapacitet er vokset i takt med stigende slagtetal, og ved at placere den nye produktion i Danmark opnår Danish Crown en større fleksibilitet i afsætningen.

Produkterne kan både sælges ferske på de europæiske markeder og eksporteres på frost til kunder i blandt andet Asien. Noget, der glæder koncernchef i Danish Crown, Niels Duedahl.

- Det er fantastisk, at vi nu skal ansætte flere medarbejdere. Det er resultatet af, at vi igen får flere grise til slagtning, for det giver behov for flere hænder. Vi har derfor meget nøje vurderet, hvor og hvordan vi kunne udvide vores produktion. Ved at gøre det i Danmark kan vi både sælge varerne ferske i Europa og eksportere dem på frost til vores kunder over hele verden, og netop den fleksibilitet har vi prioriteret, fortæller han.

Produktionen i Vejen forventes at starte omkring den 1. oktober i år.

Store planer

Planen for det nye anlæg er, at der hver uge skal udbenes 60.000 forender i de lokaler på Industrivej Syd, som Danish Crown allerede ejer. Råvarerne skal leveres fra koncernens slagterier i Horsens, Herning, Rønne og Blans ved Sønderborg.

Ifølge Jesper Sørensen, produktionsdirektør for griseslagterierne i Danish Crown, har koncernen i en periode udnyttet den eksisterende udbeningskapacitet fuldt ud.

- De seneste måneder har vi faktisk udnyttet vores udbeningskapacitet på vores danske slagterier fuldt ud, så derfor har vi behov for at udvide. Ved at etablere en specialiseret produktion i Vejen kan vi opnå en meget høj effektivitet. Samtidig vil det tage noget kompleksitet ud af vores slagterier, så de faktisk også kan producere mere effektivt, siger han.

Den nye fabrik indrettes i en del af de cirka 14.000 kvadratmeter bygninger, som Danish Crown overtog den 1. april 2023. Bygningerne er allerede godkendt til fødevareproduktion, men der skal gennemføres en mindre ombygning og modernisering, før produktionen kan gå i gang.

Vigtig placering

Placeringen i Vejen er ikke tilfældig, understreger Jesper Sørensen.

- Fabrikken i Vejen ligger ideelt placeret geografisk i forhold til vores tre jyske slagterier. Samtidig er det i et område, hvor der er tradition for fødevareproduktion, så derfor ser vi gode muligheder for at tiltrække den nødvendige arbejdskraft, siger han.

Danish Crown har allerede sat gang i processen med at indhente de nødvendige tilladelser. Forventningen er, at de er på plads inden udgangen af første kvartal 2025, hvorefter produktionen kan køre i toholdsskift fra den 1. oktober.

Den nye udbeningsproduktion er ikke den eneste satsning fra slagteriet i 2026. Hos Danish Crown Beef er en 5.000 kvadratmeter fabrik til produktion af burgerbøffer til McDonald’s også under opsejling med startdato til sommer.

Business