Kommune scorer 90 mio. på biogassalg
Efter flere års tæt samarbejde overlader Solrød Kommune nu ejerskabet af biogasanlægget til Bigadan og sikrer samtidig et provenu på ca. 90 mio. kr., mens produktionen af lokal, grøn energi fortsætter uændret frem mod 2040.

Solrød Kommune sælger biogasanlæg for cirka 90 millioner kroner til Bigadan og sikrer fortsat lokal produktion af grøn energi. Foto: Solrød Biogas
Solrød Kommune har endeligt gennemført salget af Solrød Biogas A/S til Solrød Bioenergi, ejet af biogasvirksomheden Bigadan. Handlen indbringer kommunen et nettoprovenu på omkring 90 millioner kroner, som nu kan målrettes lokale investeringer.
Salget følger et mangeårigt samarbejde, hvor Solrød Bioenergi siden 2015 har stået for driften. Med en aftale frem til 2040 har selskabet i praksis allerede haft ansvaret for både drift og indtjening, hvilket gør ejerskiftet til et naturligt skridt.
Borgmester Emil Blücher peger på, at kommunen med salget både frigør ressourcer og styrker økonomien:
- Det er ikke en kommunal kerneopgave at drive energivirksomhed, og salget af Solrød Biogas er en rigtig god aftale for Solrød Kommune og for borgerne – både ressourcemæssigt og økonomisk. Det er endnu ikke besluttet, hvordan pengene fra salget skal anvendes, men i byrådet får vi nu mulighed for at investere pengene lokalt. Det kan være til initiativer som fx at oprette en grøn fond eller investere i vedligeholdelse af kommunens bygninger, veje og stier til gavn for borgerne, siger Emil Blücher i en pressemeddelelse.
Hos Bigadan ser man potentiale i at videreudvikle anlægget.
- Solrød Biogas er et veldrevet anlæg med et stærkt lokalt fundament. Vi er glade for den tillid, Solrød Kommune viser os, og vi ser frem til at fortsætte og udvikle produktionen af grøn energi til gavn for både lokalsamfundet og den grønne omstilling, siger Henrik Laursen, adm. direktør i Bigadan.
Driften fortsætter uændret, og anlægget forbliver en stabil leverandør af lokal, grøn energi.













































