Kapitalstærk koncern køber sig ind i historisk slot med dybe landbrugsrødder
Dragsholm Slot på Vestsjælland får ny medejer. Den Horsens-baserede M+-koncern har købt 50 procent af selskabet bag det historiske slot, der i dag drives som hotel og restaurant.

Dragsholm Slot på Vestsjælland drives i dag som hotel og restaurant. Nu har den Horsens-baserede M+-koncern købt 50 procent af selskabet bag det historiske slot, der også er tæt knyttet til landbrugshistorien om Lammefjordens inddæmning. Arkivfoto: Dragsholm Slot
Den Horsens-baserede koncern M+ har købt sig ind i Dragsholm Slot. Det oplyser koncernen i en pressemeddelelse.
Koncernen har erhvervet 50 procent af aktierne i selskabet bag det historiske slot på Vestsjælland, som i dag fungerer som hotel og restaurant i den eksklusive ende af markedet.
Dermed træder M+ ind som ligeværdig medejer af en ejendom, der både rummer kulturhistorie, hoteldrift, gastronomi og oplevelsesøkonomi. Bestyrelsesformand og ejer af M+-koncernen, Bettina Antitsch Mortensen, slår fast, at der er tale om en langsigtet investering.
- Dragsholm Slot er et helt unikt aktiv – både historisk og forretningsmæssigt. Det er en investering med potentiale for kommerciel vækst. Samtidig er det afgørende for os, at udviklingen sker med respekt for stedets historie og kvalitet, siger hun og fortsætter:
- Med investeringen ønsker vi at bidrage til en langsigtet udvikling, hvor drift, kvalitet, historiefortælling og økonomisk bæredygtighed går hånd i hånd – både på Dragsholm Slot og på Jørgensens Hotel i Horsens.
Landbrugshistorie i landskabet
Dragsholm Slot er en af landets markante historiske ejendomme. Slottet var oprindeligt bispeborg, inden det senere blev krongods og statsfængsel. I dag er det især den moderne drift med hotel, restaurant, selskaber og oplevelser, der præger stedet.
Med investeringen markerer M+ sig derfor ikke kun i historiske mursten, men også i en forretning, hvor kulturarv og moderne turisme er tæt forbundet. Og selv om Dragsholm Slot i dag især er kendt som hotel- og restaurantvirksomhed, er slottet også tæt knyttet til udviklingen af landbruget i Odsherred.
Det var lensbaron Georg Frederik Otto Zytphen Adeler på Dragsholm Slot, der blev en central drivkraft bag inddæmningen af Lammefjorden.Slottet lå oprindeligt nærmest som en ø i et sumpet landskab. Navnet Dragsholm henviser til slottets placering på en holm ved et drag — en smal landtange, hvor både kunne trækkes over.
Zytphen Adeler ejede flere øer i Lammefjorden og så mulighederne for at skabe ny landbrugsjord ved at tørlægge dele af fjorden. Inddæmningen kom siden til at omfatte omkring 5.500 hektar og fik stor betydning for udviklingen af nogle af Danmarks mest produktive landbrugsjorder.
M+’s investering føjer sig ind i en udvikling, hvor historiske ejendomme i stigende grad bliver ramme om kommercielle aktiviteter som hoteldrift, gastronomi, events og turisme. For Dragsholm Slot betyder handlen, at der kommer ny kapital og nye kræfter ind i ejerkredsen, mens slottet fortsætter som oplevelses- og hotelvirksomhed. De økonomiske detaljer i handlen er ikke offentliggjort.


































