Fremgang på 16,2 mio.: Sydjysk mælkeproducent leverer rekordresultat
Mosevang Mælk ApS har hævet sit overskud i seneste regnskabsår til 37,6 millioner kroner, hvilket er nyt rekordresultat. Overskuddet er større end forventet og ifølge ledelsen skyldes det især højere afregningspriser på mælk.

Mosevang Mælk ApS har leveret et rekordresultat i seneste regnskabsår. Arkivfoto: Alexander Dornwirth
37,6 millioner kroner i overskud.
Det er resultatet af 2025-regnskabet hos den sydjyske mælkeproducent Mosevang Mælk ApS, der holder til ved Holsted. Samtidig er resultatet det bedste i mælkeproducentens historie, da det overgår den nu tidligere rekord fra 2022, hvor overskuddet lød på 30 millioner kroner.
Ifølge ledelsen skyldes resultatet primært højere afregningspriser på mælk end forventet. Ledelsen havde i årsrapporten fra 2024 forventet er resultat mellem 31,4-36,4 millioner kroner.
I 2025 har man også haft fortsat fokus på effektiv drift og produktionsstabilitet.
- Selskabet har arbejdet målrettet med optimering af foderudnyttelse, dyresundhed og produktionsprocesser med henblik på at styrke produktivitet og økonomi, fremgår det af ledelsesberetningen.
Bruttoresultatet steg i seneste regnskabsår til 67,7 millioner kroner fra 44,3 millioner kroner i 2024.
Har igangsat tiltag
Selvom ledelsen i Mosevang Mælk, der er blandt Danmarks største mælkeproducenter, har haft fokus på driften og produktionsstabilitet og i den forbindelse har igangsat flere tiltag, er det ikke alle tiltag, som er lykkedes efter hensigten.
- De gennemførte tiltag har dog ikke i fuldt omfang givet de forventede resultater, og selskabet har i årets løb oplevet en svækket konkurrenceevne sammenlignet med de bedst præsterende producenter i branchen, lyder det i ledelsesberetningen.
Ledelsen har dog allerede fundet nogle af svarene på, hvorfor det ikke lykkedes fuldt ud.
- Udviklingen skyldes blandt andet interne organisatoriske forhold samt et omkostningsniveau og en produktionsudvikling, som ikke i tilstrækkelig grad har fulgt med udviklingen hos sammenlignelige bedrifter.
Ledelsen er opmærksom på udfordringen og har igangsat en række initiativer med henblik på at styrke ledelsesprocesser, forbedre effektiviteten og øge selskabets langsigtede konkurrencekraft.
Af ledelsesberetningen fremgår det ligeledes, at markedet for mejeriprodukter generelt har været positivt med stabile afregningspriser.
Mindre tilfredsstillende resultat
Trods det tilfredsstillende resultatmæssige resultat har Mosevang Mælk ikke opnået det ønskede driftsmæssige resultat.
- Årets overskud er i væsentlig grad understøttet af de høje afregningspriser på mælk, mens den underliggende drift ikke har udviklet sig som forventet. Ledelsen vurderer derfor årets resultat som mindre tilfredsstillende og vil i den kommende periode have øget fokus på produktionsøkonomi, ledelsesopfølgning, omkostningsstyring og optimering af driften, fremgår det af ledelsesberetningen.
Laverer forventninger
Når ledelsen i Mosevang Mælk kigger på det indeværende regnskabsår er det med en forventning om at udvikle virksomheden med fokus på dyrevelfærd, bæredygtighed, biodiversitet og kompetenceudvikling blandt medarbejdere.
De områder ser man nemlig som væsentlige for at sikre en langsigtet og robust produktion.
Derudover forventer ledelsen et mere udfordrende markedsmiljø i 2026, end det har været tilfældet de foregående år.
- Der forventes lavere afregningspriser på både mælk og kød, mens omkostningsniveauet fortsat forventes at være påvirket af usikkerhed omkring blandt andet energi, renter og øvrige inputfaktorer. På denne baggrund forventer selskabet et resultat omkring 0 kroner i 2026, står der i ledelsesberetningen.
Følger udviklingen tæt
Udviklingen i dansk landbrug er også præget af betydelig usikkerhed i disse år, hvor særligt implementeringen af den grønne trepart, kommende klima- og miljøregulering samt den generelle udvikling i rammevilkårene for husdyrproduktion i Danmark kan få betydning for erhvervets fremtidige konkurrenceevne og investeringsmuligheder.
Derfor har det også et stort fokus hos selskabets ledelse.
- Selskabet følger man udviklingen tæt og vil løbende tilpasse produktionen til de krav og forventninger, som myndigheder, forbrugere og samfundet stiller til fremtidens fødevareproduktion. Selvom selskabet aktuelt har udfordringer med konkurrenceevnen, vurderer ledelsen, at de iværksatte forbedringstiltag og selskabets kapitalgrundlag giver et godt udgangspunkt for at håndtere de kommende udfordringer.
Samtidig konstateres det, at usikkerheden omkring de fremtidige rammevilkår for dansk husdyrproduktion er større end set i mange år, lyder det i ledelsesberetningen.
Mosevang Mælk var tidligere ejet af Torben Vejrup Pedersen og Brian Lykkebo Nielsen, men sidstnævnte er ikke længere en del af ejerkredsen, ligesom han er fratrådt posten som adm. direktør. Den nye adm. direktør er i stedet Rikke Vejrup Westergaard Pedersen, som også er trådt ind i bestyrelsen. Selskabet har ifølge regnskabet 40 medarbejdere.





































