Svensk kapitalindsprøjtning: Sjællandsk mejerileverandør rejser 14,5 mio. til vækst
Efter et direktørskifte og en omfattende reduktion af omkostningerne har Q-Interline hentet 14,5 millioner kroner i ny kapital. Pengene skal styrke væksten og produktudviklingen, mens selskabet forventer positive pengestrømme fra driften i 2027.

Q-Interline rejser 14,5 millioner kroner til vækst, produktudvikling og gældsafvikling og forventer positivt cashflow i 2027. Foto: Pixabay
Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.
Den sjællandske producent af analyseudstyr Q-Interline har sikret sig en kapitalindsprøjtning på 14,5 millioner kroner.
Kapitaltilførslen skal både styrke selskabets finansielle fundament og finansiere nye investeringer i salg, produktudvikling og international vækst.
Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse.
Den største enkeltinvestering kommer fra den svenske serieentreprenør Per-Magnus Sander, der skyder 8 millioner kroner ind i selskabet. Han har blandt andet erfaring fra batteriindustrien samt medtech- og shippingbranchen.
Også de eksisterende storaktionærer Nescon ApS, der er ejet af Niels Ebbesen, og Stengård Invest ApS deltager i kapitalrejsningen.
Derudover investerer selskabets bestyrelse, direktion og tidligere adm. direktør, Martin Roithner Henriksen, samlet 550.000 kroner.
Af den samlede kapitaltilførsel skal 5 millioner kroner anvendes til at nedbringe gælden.
Skal sætte fart på væksten
Kapitalrejsningen kommer efter en periode med forandringer hos Q-Interline, der leverer analyseudstyr til blandt andet mejeri- og fødevareindustrien.
I februar meddelte selskabet, at Martin Roithner Henriksen efter fire år på direktørposten ville træde tilbage efter gensidig aftale med bestyrelsen.
Direktørskiftet skulle bane vejen for næste vækstfase, og siden er Maja Vonsild Jørgensen kommet til som adm. direktør, mens Michael Gram i april overtog posten som bestyrelsesformand.
Ifølge den nye topchef har selskabet allerede reduceret omkostningerne betydeligt og samtidig øget omsætningen.
- Vi har i dag fået en både kontant og klar udmelding fra investormarkedet om, at der er tillid til en lys fremtid for Q-Interline og vores vækststrategi. Vi har i år reduceret omkostningsbasen væsentligt, realiseret god vækst i omsætningen og forventer positive pengestrømme fra driften i 2027, fortæller Maja Vonsild Jørgensen.
Den nye kapital skal ifølge direktøren blandt andet anvendes til at udvide demonstrationskapaciteten, opbygge strategiske lagre og styrke udviklingsarbejdet.
Samtidig skal investeringer i certificeringer fjerne flaskehalse i organisationen, mens kunstig intelligens skal integreres bredere i selskabets aktiviteter.
Målet er at understøtte væksten og bringe virksomheden frem til et punkt, hvor driften kan finansiere den videre udvikling.

Adm. direktør i Q-Interline, Maja Vonsild Jørgensen. Foto: Q-Interline
Satser på abonnementer og AI
En væsentlig del af vækststrategien er at øge andelen af tilbagevendende indtægter gennem software og abonnementsbaserede løsninger.
Her spiller selskabets AnalyticTrust-software en central rolle.
Bestyrelsesformand Michael Gram ser kapitalrejsningen som et vigtigt skridt.
- Vi er tæt på at blive cash positive fra driften, og med de rejste midler kan vi finansiere vores vækstrejse både i Danmark og internationalt og sikre salgs- og produktudviklingen inklusiv investeringer til udnyttelse af potentialer inden for AI. På både hardware- og softwarefronten er vi med helt fremme, og vores abonnementsbaserede, tilbagevendende indtjening baseret på blandt andet vores AnalyticTrust-software vil understøtte forudsigelighed og stabilitet i væksten, lyder det fra formanden.
Den nye svenske investor Per-Magnus Sander fremhæver især analyseinstrumenternes muligheder for at blive integreret direkte i kundernes produktion.
Ifølge investoren kombinerer teknologien fleksibel anvendelse med begrænset rengøringsbehov og mulighed for løbende indsigt i produktionsprocesserne.
Kapitalindsprøjtningen skal dermed ikke alene styrke balancen, men også øge mulighederne for at skalere forretningen på de internationale markeder.
Q-Interlines analysesystemer leveres til kunder i 45 lande inden for blandt andet fødevare-, mejeri-, medicinal- og kemisk industri.
Den tidligere direktør Martin Roithner Henriksen fortsætter i virksomheden som Business Development Director med ansvar for den tysktalende DACH-region, der omfatter Tyskland, Østrig og Schweiz.
Trods den nye kapital fastholder selskabets ledelse forventningen om først at opnå positive pengestrømme fra driften i regnskabsåret 2027.
Podcast
Alle afsnitAlle podcasts her er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens – både lyd og manuskript. Indholdet bygger på Effektivt Landbrugs egne artikler og er redaktionelt gennemgået.








































