Forretningen bugner: Specialfoderproducent kommer stærkt fra start

Selvom specialfoderproducenten AB Neo A/S (tidligere Agilia) kun har været på det danske marked i omtrent seks måneder, er efterspørgslen på virksomhedens forskningsbaserede foderløsninger stødt stigende.

- Gennemgående er vi meget positive.

Sådan lyder det fra direktøren i AB Neo, Dennis Jørgensen, blot et halvt års tid efter virksomhedens introduktion på det danske marked. Og det lader der også til at være god grund til: Selskabet kunne berette om et overskud på 21,2 millioner kroner for 2020, og der er travlt på gangene i Videbæk i Vestjylland, hvor den danske afdeling har kontorer.

- Vi er bygget op på nogle eksisterende forretninger, og det er gået rigtig godt. Vi er faktisk i den situation, at vores fabrikker både i Danmark, Spanien og Polen er spækket til bristepunktet, og vi har fået introduceret Primary Diets-konceptet i Danmark, hvilket er gået supergodt, fortæller han.

Succes med specialfoderløsninger til unge husdyr

Dennis Jørgensen fortæller, at særligt salget af Primary Diets-konceptet er gået godt, siden de introducerede det i Danmark. Konceptet henvender sig til smågriseproducenter med kvalitetsprodukter fra 0 til 15 kg, der bliver kombineret med rådgivning om Farm Management. Selvom de fleste af de virksomheder, AB Neo leverer til, har fokus på produktion af smågrise, øjner direktøren nye vækstmuligheder i andre markeder.

- Vi vil fortsat have fokus på smågrise-segmentet. Det slipper vi ikke. Men fodring af smågrise og fodring af andre typer af unge dyr i landbrugsbrugsbranchen er i høj grad sammenlignelige, fortæller han.

Det fik AB Neo til for to år siden at introducere et foder til kyllingebranchen, og det har vist sig at blive et af de hurtigst voksende produkter i virksomhedens sortiment. 

- Vi sælger det i dag i Latinamerika, Mellemøsten og selvfølgelig i Europa. Det viser, at der er nogle synergier imellem de her unge husdyr. Vi sælger eksempelvis også med stor succes til kalve i Danmark, og vi vil også træde ind i de andre områder og blive mere synlige her, fortæller han. 

Fokus på forskning

Dennis Jørgensen er uddannet landmand med 20 års erfaring i foderbranchen. Oprindeligt er han opvokset på en gård på landet med svineproduktion, og i dag er han stadig ude på staldgangene for at lære af producenternes behov. 

Og spørger man direktøren, er en af de essentielle ingredienser til succes det kontinuerlige arbejde med at forbedre og opfinde nyt foder baseret på videnskabelige metoder. Han fortæller, at AB Neo samarbejder med universiteter og forskningsinstitutioner i flere lande, og at de er i gang med at bygge et nyt forskningscenter i Spanien.

- Vi er en lille smule anderledes end andre virksomheder: Vores basis er forskning og udvikling. Vi skaber foderkoncepter, som kan være med til at løse de udfordringer, der er for svineproducenter – også i Danmark, siger han.

- Man har jo forsket i animalsk produktion i 60-70 år, men der er rigtig meget, man ikke ved. Vi arbejder med levende dyr, og de er meget svære at sætte på formel, når det kommer til stykket. Derfor er der et behov for udvikling i takt med forskning, tilføjer han.

Application Farms

Foruden forskningscenteret i Spanien driver AB Neo øvrige såkaldte application farms, der er samarbejder med lokale svineproducenter, som tester nyudviklede produkter, så AB Neo sikrer, at produkterne fungerer under lokale forhold.

- Det er her, vi tester koncepter i praksis. Vi får en masse inputs fra markedet og svineproducenterne og fra forskningen – men vi vil selv teste de koncepter, vi lancerer for at sikre, at vores produkter lever op til kundernes behov. På den måde har vi muligheden for at rådgive på den rigtige måde herom, og give kunderne de bedste muligheder til at skabe de bedste resultater, fortæller Dennis Jørgensen.

- Vi er ikke interesseret i at prøve at sælge noget til en svineproducent, som vi ikke kan dokumentere virker i den givne situation. Det skal skabe merværdi for den enkelte landmand, afslutter han.

Læs også