Med en omsætning på mere end 1 milliard kroner i regnskabsåret 2021/22 runder Skov-Gruppen en milepæl i virksomhedens historie.
Skov-Gruppen, der producerer ventilation, managementsystemer og digitale services til animalsk produktion, har afsluttet regnskabsåret 1. oktober 2021 til 30. september 2022. Årets omsætning viser en fremgang på seks procent, mens årets resultat efter skat blev 14 procent lavere.
Helt konkret er omsætningen steget fra 981 millioner kroner til lidt over én milliard kroner. Årets resultat efter skat er faldet fra 140 til 121 millioner kroner.
- Resultatet efter skat i regnskabsåret 2020/21 var specielt højt, fordi der i forlængelse af covid-nedlukningen var en del markedsinvesteringer, vi ikke kunne gennemføre. Så alt i alt er vi særdeles godt tilfredse med dette års omsætning og resultat, fortæller Leo Østergaard, administrerende direktør, Skov A/S, i en pressemeddelelse.
Udviklingen på de forskellige markeder har vist store udsving i løbet af regnskabsåret, fortæller direktøren.
- Potentialet og dermed vores omsætning i Østeuropa har naturligvis været lav i 2022. Derfor har vi rykket vores fokus til nye centralasiatiske markeder med stort potentiale, som f.eks. Kasakhstan, lyder det fra Leo Østergaard.
Danish Agro går sammen med Skov om at lancere nyt management-system
Skiftende markeder
De positive tendenser i markedet har primært været i Mellemøsten og Asien, mens Kina og Europa har været markeder, hvor omsætningen af forskellige grunde ikke har levet op til forventningerne.
- Vi har netop deltaget på årets Agromek udstilling i Herning. Her oplevede vi generelt en afventende stemning blandt de danske producenter. De store barmarksprojekter mangler, men der investeres dog stadigt i udstyr, der optimerer og beskytter produktionen, fortsætter Leo Østergaard.
I forbindelse med Agromek indgik Danish Agro-koncernen og Skov et formelt samarbejde om produktkonceptet ProGrow, der gennem tre år er testet hos flere af Danish Agro-koncernens kunder.
- ProGrow måler i realtid grisenes tilvækst og dermed effekten af foderskift og -blanding. Data, der hjælper producenterne med at hæve bundlinjen. Med aftalen vil ProGrow fremover også forhandles af Danish Agro, Vilomix og Hedegaard til deres kundekreds, tilføjer han.
I november indviede Skov virksomhedens nye distributionscenter på 16.000 kvadratmeter udstyret med solceller og varmepumper.
- Det, der startede som et projekt med stort fokus på minimalt belastning af miljøet, udviklede sig til energimæssigt også at blive en virkelig god forretning. Distributionscenteret er nu i drift, og effektiv logistik er en funktion, der skal gøre os endnu mere konkurrencedygtige i fremtiden, siger Leo Østergaard.
Skov indvier nulenergi-distributionscenter på 16.000 kvadratmeter
Udfordringer og muligheder
Skovs insektforretning er stadig under udvikling og viser gode takter for det kommende år, fortæller direktøren.
- Sammen med vores søstervirksomheder i Better Insect Solutions har vi i årets løb deltaget på flere internationale udstillinger, hvor tendensen er klar. Insektproduktion er en ny og interessant kilde til protein i dyrefoder. Vi er klar til at levere nye innovative løsninger til denne branche, og de første Skov-systemer til insektproduktion er allerede i drift, siger Leo Østergaard.
Regnskabsåret 2021/2022 blev året, hvor Skov rundede en milliard i omsætning, og virksomheden satser stadig på vækst de kommende år.
- Vi kigger ind i et spændende 2022/23 med mange udfordringer - men også muligheder. Vi er stadig overbeviste om, at vores løsninger sammen med vores dygtige og engagerede medarbejdere vil betyde vækst for Skov, selv om der på kort sigt kan opstå bump på vejen, lyder udsigterne fra Leo Østergaard.
Den Glyngøre-baserede virksomhed har ved regnskabsafslutningen 451 medarbejdere.