Agroskolen i Hammerum er sat til salg i offentligt udbud med henblik på at opføre boliger omkring den oprindelige del af ejendommen.
Agroskolen i Hammerum skal, ifølge lokalplanen fra 2023, omdannes til boliger. Derfor er landbrugsskolen, der blev opført i 1928, sat til salg i offentligt udbud med budfrist den 1. februar. EDC Erhverv Poul Erik Bech skal formidle salget af landbrugsskolen.
- Herning har fokuseret på at være en attraktiv erhvervskommune, der tiltrækker arbejdskraft i mange år, og det smitter af på boligsituationen. Vi har over de senere år været med til at formidle rækkehuse og lejligheder både som ejerboliger, lejeboliger og investeringsejendomme. Demografien i Herning gør, at Agroskolen vil være attraktivt at udvikle til både lejligheder og/eller rækkehuse, siger Terkel Præst Berthelsen, partner EDC Erhverv Poul Erik Bech Herning.
Michael Fænø, partner EDC Erhverv Poul Erik Bech Herning, fortæller i en pressemeddelelse, at ejendommen er lokalplanlagt til boliger og er placeret attraktivt i Hammerum, tæt på natur, indkøb, skole, plejehjem og motorvej. Derfor egner de fremtidige boliger alle tænkelige målgrupper. Lokalplanen rummer teoretiske 17.805 byggerets kvadratmeter, som kan udnyttes enten ved at opføre nye bygninger eller en kombination af nybyg og renovering.
I 2018 fusionerede Agroskolen med Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier og nu er landbrugsskolen rykket endnu tættere på skolens øvrige uddannelser i splinternye lokaler i Herningsholms campusområde på Lillelundvej, hvor de har opført en ny landbrugsskole.