Det er de første skridt, virksomheden Coating Danmark lige nu tager med forhandlingen af produktet ThermaCote i hele Danmark.

En coating med avanceret keramisk teknologi, som sprøjtes på med en airless sprøjtepistol.

- For forståelsens skyld kan man beskrive vores coating som en slags energibesparende maling, men det er vigtigt at forstå, at det ikke er maling, men coating, som, når den er tør, ligner tyk, mat maling, men med væsentlige isolerende egenskaber, fortæller konsulent Christian Bak, som bogstaveligt talt lige er landet i virksomheden Coating Danmark, efter 20 år som pilot.

Coating Danmark er ejet af Dansk Facadepuds, Pandrup i Vendsyssel.

Isolerende effekt

ThermaCote har en termisk barriere med integreret keramisk teknologi, der modvirker overførsel af varme eller kulde.

- Når der er rigtig varmt udenfor, kommer varmen ikke ind på samme måde – det har en isolerende effekt. Det samme om vinteren, så holder huset på varmen. Og så sparer man på energien, forklarer Christian Bak.

Samtidig har produktet egenskaber, der beskytter mod korrosion og begrænser kondens. ThermaCote forhindrer, at vand og fugt kan trænge ind, men lader muren ånde.

- Vi har for nylig brugt det på en stor kontorbygning mod vest, som havde problemer med fugt på grund af vestenvind og saltvand, forklarer Christian Bak.

Alt kan coates, men det skal give mening

Der er næsten ikke grænser for, hvor produktet kan bruges. Men for den nyopstartede virksomhed Coating Danmark har man i første omgang valgt at koncentrere sig om facader og landbrug.

- Det skal give mening at coate. Og det kommer lidt an på, hvad man vil beskytte, og hvad pointen er, hvor man vil gøre det. Mange maler for, at det skal se nyt og flot ud, og i stedet for bare at bruge almindelig maling kunne det måske give mening at coate. Det får det også til at se flot ud og sikrer samtidig mod fugt, skimmelsvamp, korrosion og rust, forklarer Christian Bak.

Indenfor landbrug mener han, at steder som stuehuse, lader, ståltage og siloer er interessante.

Coating Danmark oplever, at ThermaCote er populært i mange lande. I USA bruger man det i stor stil, blandt andet på siloer.

- ThermaCote isolerer siloen, mens den samtidig beskyttes mod kondens, forklarer Christian Bak.

I Sverige bruger man det meget på tage.

- Det gør jo ikke kun taget pænt at se på, det har også en isolerende effekt, som gør det energibesparende, siger han.

Coatede kyllingehuse

Lige nu er Christian Bak ved at finde ud af, om produktet også er interessant for fjerkræproducenter på deres kyllingehuse.

- Jeg har faktisk fløjet med kyllinger engang, og der kan jeg huske, at det var meget vigtigt, at vi kunne holde den samme temperatur under hele turen. Kyllingerne skal have en fast temperatur, og hvis man nu coater sine kyllingehuse, og det kan gøre, at huset kan holde en mere stabil temperatur uanset, om der er sommer eller vinter, og landmændene samtidig kan spare lidt på varmen, så er det jo rigtig godt, forklarer Christian Bak, som erkender, at selvom produktet ThermaCote har været kendt ude i verden i årevis, er det nyt i Danmark og skal lige vise sit værd.

Energibesparende

De facader, som Coating Danmark har coatet denne første sæson, har blandt andet været et hvidpudset hus, hvor murstensfarven blev ved med at trænge igennem. De har også coatet facader med fugtproblemer som beskyttelse mod vejr og vind.

- Dem, vi har coatet indtil nu, har været for at skulle reparere noget, og der har energibesparelsen bare været en bonus, men man kan jo også bruge produktet forebyggende, forklarer Christian Bak.

Fra andre lande, hvor produktet er brugt, viser coatingen en energibesparelse på op til 40 procent.

- Men det kommer jo an på udgangspunktet. Jo dårligere huset er isoleret, desto højere vil energigevinsten blive, forklarer Christian Bak.

Tror på produktet

Coatingen fås i 54 forskellige farver, og der gives 10 års garanti.

Coating Danmark vil gerne nå at have de sidste facader med, inden vejret sætter en stopper for det, så man til foråret kan se effekten hen over vinteren.

ThermaCote kan udelukkende sprøjtes på i foråret, sommeren og det tidlige efterår.

Det betyder, at Coating Danmark lige nu kører med introduktionstilbud.

- Vi tror så meget på det, at vi godt tør gøre det billigt lige nu. Vi skal ikke oversælge det her, for hvis vi kommer med en masse løfter, som ikke holder, så mister vi troværdigheden. Derfor lover vi ikke mere, end vi kan holde, siger Christian Bak.

Kaffeforsøg

Christian Bak, Coating Danmark, hælder varm kaffe op i en stålkop. Den nederste del af koppen er coatet med ThermaCote. Koppen bliver varm, men den nederste del af koppen bliver ikke varmere, end at man hele tiden kan holde ved den, mens ens fingre knap når at røre øverst del af koppen, før man slipper igen, fordi man brænder sig.

På tur med stegepanden

Coating Danmark og Christian Bak viser også egenskaberne ved ThermaCote med en stegepande, hvor halvdelen af panden er coatet. Panden varmes op, og der lægges to isterninger på panden – en på den coatede del af panden og en på den ikke-coatede del af panden. Begge isterninger begynder at smelte, men der er en tydelig forskel på hastigheden. Isterningen på den coatede del af panden smelter markant langsommere end isterningen på den anden del og bliver på panden i knap fem minutter, mens den anden er væk efter omkring et halvt minut.